Video : Tipsbladet
Generelle

Beckham drømmer om Messi og Ronaldo på sit Miami-hold

Man ved aldrig, hvad der sker i fodbold, lyder det fra David Beckham.

Den engelske verdensstjerne David Beckham lagde for flere år siden støvlerne på hylden, men han har allerede godt gang i sit nye projekt i den amerikanske liga, hvor han har et hold på vej ind i ligaen fra 2020.

Det bliver med hans eget hold med navnet Inter Miami, hvor han åbner nu lidt op for, hvem han gerne vil have på sit hold - og her var det svært at komme uden om de to superstjerner i form af Ronaldo og Messi.

Det fortæller han om i et interview med Sky Sports.

- Alle har en ønskeliste, men hvis du ser på den måde, som både Lionel Messi og Cristiano Ronaldo stadig spiller på, selvom det burde være slutningen på deres karriere, så ser jeg ikke nogen ende på deres karriere endnu, siger englænderen og fortsætter:

- De spiller på et meget højt niveau, og det er svært at se dem forlade de klubber, som de er hos, men vi får at se. Man ved aldrig, hvad der kan ske i fodbold, lyder det fra David Beckham om hans to drømmespillere.

Han fortæller endvidere, at han trækker meget på de kontakter, han har fået i løbet af sin karriere, hvor han både vandt mesterskaber i England, Spanien, Frankrig og USA. Nu skal brikkerne sættes sammen, forklarer han, og så skulle de gerne have et godt hold om et års tid.