Video : Tipsbladet
Landshold

Krammende baneløber overraskede Eriksen: Tænkte ’hvad fanden?’

Christian Eriksen blev noget overrasket over den baneløber, som krammede den danske stjerne under kampen mod Kosovo.

Det kom noget bag på Christian Eriksen, da han med et par minutter tilbage af den skuffende 2-2-kamp mod Kosovo havde en fan om halsen. Faktisk troede danskeren først, at det var en modstander, for han havde ikke opdaget, at en fan var løbet på banen.

- Jeg tænkte: ”hvad fanden foregår der?” Det er ikke sket før, at der er løbet en for at kramme mig på banen. Jeg vil helst være det foruden, så man ikke skal tænke på, at fans kan løbe på banen. Det var sjovt at prøve en gang, men jeg håber ikke, at det sker igen, siger Eriksen ifølge Ritzau.

Episoden var i det hele taget udramatisk, idet Tottenham-stjernen mener at have hørt, at baneløberen ønskede sig midtbanespillerens trøje, men den valgte Eriksen i stedet at smide ud til de danske soldater.

Christian Eriksen og resten af holdet skal nu lægge det skuffende resultat bag sig og begynde forberedelserne til den vigtige EM-kvalifikationskamp i Schweiz på tirsdag.