Video : Tipsbladet
1. division

Silkeborg tæsker Thisted og banker på til Superligaen

Med en 5-0-sejr over Thisted ligner Silkeborg efterhånden et godt bud på et hold i Superligaen i næste sæson.

Silkeborg rykkede ned i sidste sæson fra Superligaen efter to playoff-kampe mod EfB, men det ser nu ud til, at de er godt på vej til at tage førstepladsen i landets næstbedste række, som giver dem en direkte oprykning.

Onsdag aften kørte de Thisted fuldstændig over med 5-0, som sender dem fire point foran Viborg på andenpladsen, der spiller torsdag mod FC Fredericia.

Allerede efter seks minutter sørgede Stephan Petersen for, at det blev til 1-0, og så kom der en anden halvleg, hvor Silkeborg virkelig åbnede op for målfesten.

Her var det to scoringer fra Ronnie Schwartz, som gjorde det til 2-0 og 3-0, mens Jeppe Okkels mere eller mindre lukkede kampen til 4-0 efter lidt mere end en times spil. Det var dog ikke alt for Silkeborg, der også lige gav publikum en scoring til 5-0 med seks minutter tilbage af opgøret fra Vendelbo.

Samtidig leverede Fremad Amager et vildt comeback mod Lyngby, hvor de sørgede for at vende 0-3 til en 4-3-sejr, hvor det sidste mål kom i overtiden af kampen. Derudover blev det til en 4-1-sejr til Næstved, som holder godt fast i deres tredjeplads.

Silkeborg møder Viborg i næste runde, hvor de med en sejr har halvandet ben i Superligaen igen.