Video : Tipsbladet
Superliga

Vejle-anfører efter nedrykning: Folk er helt grædefærdige

Det tager utroligt hårdt på Vejle-truppen, at nedrykningen nu er en realitet, siger Vejle-anfører Jacob Schoop.

Det blev kun til en enkelt sæson i Superligaen for Vejle Boldklub i denne omgang. Det står klart, efter at Hobro denne søndag vandt med 0-2 på udebane efter forlænget spilletid, hvilket sender Vejle ned i 1. division. 

Anfører i Vejle, Jacob Schoop, er ikke overraskende utroligt ærgerlig over nedrykningen, og det er resten af spillertruppen også, kan anføreren berette om. 

- Det er noget af det værste,  jeg nogensinde har prøvet. Folk er helt grædefærdige nede i omklædningsrummet. Det er forfærdeligt at være med til, og man er faktisk lidt tom for ord. Jeg tror, det er lidt en choktilstand, sagde Jacob Schoop efter kampen til Canal 9. 

Jacob Schoop mener, at det Vejles egen skyld, at det ikke blev til et bedre resultat, der kunne sikre dem en midlertidig overlevelse. 

- Hobro starter bedst og scorer et fremragende mål. Derefter sidder fint vi på det, og vi har de chancer, vi skal bruge. Derudover er det lidt uheldigt, at vi ikke får udlignet inden pausen. Vi jagter det der 1-1 mål hele kampen i gennem. Jeg synes ikke, man kan sætte en finger på vores præstationer, og vi viser hjerte hele vejen i gennem, siger Jacob Schoop. 

Hobro møder andenpladsen i NordicBet Ligaen over to kampe om en Superliga-plads til næste sæson.