HB Køge forstærker sig med tidligere FC Nordsjælland-spiller
Foto: HB Køge
1. division

HB Køge forstærker sig med tidligere FC Nordsjælland-spiller

Mark Gundelach har fundet sig en ny klub, og fra den kommende sæson skal han tørne ud for HB Køge.

Efter halvandet år i FC Roskilde er Mark Gundelach nu færdig i klubben efter at have fået ophævet sin kontrakt. Forsvarsspillerens nye klub er dog allerede offentliggjort, idet han skifter til HB Køge.

1. divisionsklubben meddeler på sin hjemmeside, at den 27-årige højre back har skrevet under på en toårig kontrakt.

- Mark kender klubben, og var i sin første periode i HB Køge en af de bedste offensive backs i NordicBet LIGAEN. Mark er lynhurtig og har et godt blik for spillet, og så slår han nogle gode indlæg, som kan give nogle farlige situationer i modstandernes felt. Mark er blevet 27 år og har efterhånden oparbejdet en god del rutine, som vi også vil få god gavn af. Vi er meget glade for at kunne byde Gundelach velkommen tilbage, og glæder os til at se ham trække trøjen over hovedet igen, fortæller HB Køges sportsdirektør, Per Rud.

Mark Gundelach har tidligere spillet 90 kampe for HB Køge, som han forlod i slutningen af 2017, men nu er han glad for at være tilbage i den sjællandske klub.

- Jeg var rigtig glad for at få at vide, at HB Køge var interesserede i mig. Der er ikke nogen tvivl om at det var en lidt hektisk periode i FC Roskilde. Jeg ved, hvad HB Køge står for, og jeg var rigtig glad for min første tid i klubben, og jeg ser frem til at komme ind og spille på banen igen, siger han.

Mark Gundelach har tidligere spillet for FC Nordsjælland og SønderjyskE, og han er noteret for 54 Superliga-kampe.