Video : Tipsbladet
Superliga

Tilbage i Superligaen: Jeg kan ikke sætte ord på, hvor meget det betyder

Forud for Superliga-starten sætter tipsbladet.dk fokus på en række spillere, der vender tilbage til noget, de kender. Her er det Emil Nielsen, der endelig skal spille Superliga-fodbold igen, efter han mislykkedes i AGF som ung.

- Det er ligesom det, man har knoklet for. At bevise over for sig selv, at man kunne tage et skridt eller to skridt ned for at komme endnu stærkere igen. På baggrund af det betyder det utrolig meget at få den mulighed igen. Den følelse kan man ikke sætte ord på, så meget meget betyder det for mig personligt og sportsligt.

Emil Nielsen har ventet tre lange år, knoklet løs på anden klasse, siden han forlod Superligaen senest. Nu gør ham comeback, når han og Lyngby Boldklub får besøg af AaB søndag eftermiddag. Dermed er han en af en række Superliga-spillere, som vender tilbage til noget, de kender, og som tipsbladet.dk sætter fokus på i dagene op til Superliga-starten.

Men hvorfor betyder det så meget for den 25-årige angriber? Vi skruer tiden tilbage til 2014.

Angriberen scorede 34 mål for FC Roskilde i 2. division, og det var nok til, at Rosenborg BK hentede ham til Norge. 20 år gammel skiftede han fra deltidsprofferne i Danmarks tredjebedste række til en af Nordens største og mest vindende klubber.

Det skridt var lige stort nok, så Emil Nielsen fik en trædesten på mellemvejen: en udlejning til AGF i Superligaen. Men han spillede bare fire kampe og scorede ét mål i den sæson, han tilbragte der, så AGF takkede nej til at udnytte sin købsklausul. I stedet for at vende tilbage til Rosenborg trådte Nielsen endnu et skridt ned. Til FC Roskilde i 1. division.

- Når man skifter til en klub, som man har fået en vis status i, er det pivhamrende svært at tage tilbage. "Hvordan fanden skal jeg få lige så stor succes igen?" Men at komme tilbage og få endnu større succes var... Ikke et mål, men det var stort for mig at bevise for mig selv ikke mindst, at jeg kunne, siger Emil Nielsen.

Har kæmpet røven ud af bukserne
Han måtte dog vente på den succes. To sæsoner for at være præcis. I de første to efter comebacket i Roskilde scorede Emil Nielsen bare fire og fem mål. Til gengæld hakkede han 20 ind i sidste sæson, derudover fem i pokalturneringen, og han blev kåret til sæsonens profil i 1. division.

Det overbeviste Lyngby Boldklub om at hente Nielsen til klubben forud for oprykningssæsonen, så nu er han der igen. Tilbage på første klasse, hvor det hele tiden var meningen, han skulle være.

- Da jeg skiftede tilbage til Roskilde, var det, fordi jeg skulle have styr på nogle ting, på mig selv også, for at kunne tage skridt frem igen, siger Emil Nielsen.

- At det så skulle tage tre år... Jeg havde selvfølgelig håbet, det gik hurtigere. Det har hele tiden været målet. Det var grunden til, at jeg tog et skridt ned. For at være endnu stærkere, så jeg har kæmpet røven ud af bukserne for at opnå det.


Emil Nielsen scorede bare ét mål for AGF. Se det i videoen i toppen af artiklen. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Før Emil Nielsens skifte til Rosenborg blev effektueret, gav han interview til Tipsbladet. Han drømte stort og var ikke bange for at sætte ord, hvad han drømte om: en fremtid i Premier League og på landsholdet.

- Jeg bruger ikke mine tanker på at tænke på det negative. Jeg tænker bare på, at jeg skal derop og lave en masse æsker, og så skal jeg videre til noget større, og så skal jeg på landsholdet. Jeg tænker ikke på at fejle. Overhovedet, sagde han.

20 år og helt oppe at flyve
Emil Nielsen griner, da han bliver mindet om sin yngre jegs gåpåmod. Sådan gik det jo ikke helt, men Lyngby-spilleren tager det med ophøjet ro. Den karriere, han har haft, har udviklet ham til den, han er. Så den er gået. præcis som den skulle.

Og så er det jo tilladt at blive klogere.

- Det kan godt være, du interviewede en 20-årig, der var helt oppe at flyve. Jeg havde også scoret en masse mål, så hvis man ikke skulle være oppe at flyve der, hvornår skulle man så? Men jeg er blevet ældre og klogere, siger Emil Nielsen.

- Jeg var en fyr, der ikke havde været professionel før. Jeg har stadig de samme ambitioner, og jeg drømmer stadig om at nå så langt, jeg overhovedet kan. Men hvis man tænker på, hvad jeg sagde til dig dengang, at jeg skulle på landsholdet og til Premier League, havde jeg måske glemt at fokusere på der, hvor jeg var. Det var et skifte til Rosenborg.

Emil Nielsen var 21 år, da Rosenborg lejede ham ud til AGF, og nu er han fyldt 25. Fire år ældre og fire års oplevelser rigere. Blandt andet en lang periode med stress, som han åbnede op om i foråret. Netop de seneste år erfaringer, mener han, stiller ham bedre til at lykkes i Superligaen denne gang. 

- Jeg har fået noget mere med i rygsækken den her gang. Jeg har udviklet mig på nogle parametre, som jeg ikke havde, sidste gang jeg var i Superligaen. Jeg har lært af det, jeg har været Igennem, siger han.

- Jeg er blevet mere moden, blevet ældre. I bund og grund har jeg bare lært mere om mig selv og om den verden, jeg trådte ind i. Jeg er 25 år nu og har været i den professionelle verden i seks-syv år, og jeg har set både forsiden af medaljen og bagsiden af den. Så jeg har udviklet sig både mentalt og som fodboldspiller.

Indholdet i rygsækken skal han nu bruge til at få sit længeventede gennembrud i Superligaen. For sin egen og - vigtigst af alt - siger han - for sin nye klubs.