Video : Tipsbladet
1. division

Udenlandsk flugt: Vejle ophæver med tunesisk angriber

Vejle Boldklub har ophævet samarbejdet med angriberen Imed Louati efter nedrykningen til NordicBet Ligaen.

Vejle Boldklub nåede kun en enkelt sæson i Superligaen i denne omgang, da de måtte tage den direkte vej ned i NordicBet Ligaen efter et samlet nederlag over to kampe til Hobro. Siden da har flere spillere udenlandske forladt klubben. 

Pavol Bajza, Melker Hallberg, Branco Ilic og Vladlen Yurchenko har allerede sagt farvel til Nørreskoven, og nu er Imed Louati den næste i rækken. Vejle oplyser nemlig, at kontrakten med den tunesiske angriber er blevet ophævet. 

- Afskeden med Imed Louati sker efter gensidig forståelse. Vejle Boldklub har efter nedrykningen ønsket at få Imed videre i karrieren og samtidig få frigjort økonomi til den næste og vigtige opgave, som klubben er på. Fra alle i Vejle Boldklub skal der lyde et held og lykke med den fremtidige karriere og et tak for indsatsen i VB, siger teknisk chef Jacob Krüger til klubbens hjemmeside. 

Imed Louati kom til Vejle efter flere alvorlige knæskader, og han takker klubben for chancen. 

- Jeg har nydt at være en del af denne historiske klub. Opbakningen og støtten fra fansene har altid været massiv og kompromisløs. Folk sagde til mig, inden at jeg kom, at det var en helt unik klub, og det har jeg også erfaret. Fodbold er sådan, at man nogle gange må sige farvel, men jeg vil altid have min oplevelse her med videre i hjertet, siger Imed Louati.

Imed Louati nåede 61 kampe for Vejle med 16 mål til følge. Desuden blev han den første tuneser i Danmarks bedste fodboldrække.