Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-boss bekræfter: Jesse Joronen er rejst til Italien

Jesse Joronen er rejst til Italien for at lægge sidste hånd på et skifte til Serie A-klubben Brescia.

Jesse Joronen har længe flirtet med Serie A-oprykkerne fra Brescia, og nu er der meget, der tyder på, at de to parter får hinanden.

Ved torsdagens træning på Frederiksberg var Jesse Joronen ikke til stede, og det skyldes, at han har fået grønt lys til at rejse til Italien for at lægge sidste hånd på et skifte til Brescia.

Den finske målmand skal dog ikke vide sig helt sikker på, at et skifte bliver til noget. FCK-manager Ståle Solbakken vil kun give grønt lys på én betingelse.

- Han har fået lov til at rejse til Italien og forhandle sine personlige forhold på plads. Hvis det går i orden, venter der nok et lægetjek, men før noget sker, skal vi have en afløser ind. Hvis vi ikke får det, bliver der ikke nogen handel. Vi skal ikke svække os så tidligt, siger Ståle Solbakken til Copenhagen Sundays

FCK-bossen er imidlertid rimelig fortrøstningsfuld i forhold til, at løverne snart kan præsentere en ny målmand, der skal afløse Jesse Joronen.

- Vi har rimelig kontrol med det, siger Solbakken.

Den tidligere Randers-keeper Karl-Johan Johnsson ligner fortsat det bedste bud på en ny målmand i FC København. Guingamp-keeperen har tidligere været sat i forbindelse med mestrene, men han har måttet vente på sidelinjen, mens Brescia og FC København forhandlede om Joronen.

Sten Grytebust vogter målet for FC København i søndagens Superliga-premiere mod OB.