FC København røg ud af Champions League-kvalifikationen efter et smertefuldt nederlag til serbiske Røde Stjerne, og det stod derfor klart, at københavnerne skulle møde enten Riga FC eller HJK Helsinki i sidste kvalifikationsrunde til Europa League-gruppespillet.
Det første opgør sluttede 1-1 i Riga, og HJK var derfor på forhånd favoritter til at sikre sig videre avancement.
De finske værter bragte sig også hurtigt foran, da Petteri Forsell allerede efter seks minutter kunne udnytte riposten fra et straffespark, som backen Rafinha havde brændt på målmand Roberts Ozols.
Men gæsterne fra Letland gav ikke op, og efter en times spil fik Roman Debelko udlignet til 1-1 efter assist fra Olegs Laizans.
Og selvom HJK kort efter nettede til 2-1 ved Tim Vayrynen, var Roman Debelko på pletten igen godt ti minutter før tid. 2-2 blev også kampens slutstilling, og da opgøret derfor sluttede 3-3, avancerer Riga FC på reglen om udebanemål.
Det bliver derfor også det lettiske mandskab, som den 22. og 29. august møder FC København over to kampe i den sidste kvalifikationsrunde til Europa League-gruppespillet.