Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AGF - AC Horsens

AGF er fortsat uden sejr inden holdets bare anden hjemmekamp i sæsonen. AC Horsens har vundet begge holdets udekampe og kommer med troen på endnu en gevinst. Hvem vinder i Aarhus mandag aften?

Kampfakta:
Kampstart: Mandag 19. august kl. 19.00
Spillested: Ceres Park, Aarhus
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt
På TV: Tv3 Sport
Hashtag: #agfach #sldk

Holdnyt:
AGF:
AGF hentede point med 0-0 ude mod SønderjyskE i den seneste runde, hvilket dog ikke ændrer på, at Aarhus-holdet og ikke mindst de forventningsfulde omgivelser skriger på sæsonens første sejr.

Det kniber med at komme til scoringer, da holdet fortsat blot er noteret for tre mål. I forsvaret er Niklas Backman atter klar, og det bliver spændende at se, om træner David Nielsen parrer svenskeren med Frederik Tingager eller holder fast i Jesper Juelsgård som i seneste spillerunde. 

AGF har solgt både Tobias Sana og målmand Oscar Whalley, men selv om der er varslet flere indkøb i AGF, er der endnu ikke hentet erstatninger.  

Nicolai Poulsen er røget i karantæne efter sit røde kort mod SønderjyskE, så AGF skal opfinde en ny skraldemand til den centrale midtbane for ikke at skænke modstanderen for meget plads. 

Angriber Patrick Mortensen var til kampen mod SønderjyskE ude med sygdom men er tilbage og burde være klar til at træde ind som spydspids.

AC Horsens:
AC Horsens har tabt holdets tre hjemmekampe men har til gengæld gjort rent bord i de to udekampe, hvor Silkeborg og Brøndby er blevet nedlagt. Det siger måske lidt om, hvordan AC Horsens befinder sig godt med at lade modstanderen komme frem på eget græs for så at slå til i kontraspillet. 

AC Horsens har dog rystet posen siden seneste runde, da der er skiftet ud i truppen. Væk er Sivert Heltne Nilsen, der er solgt til svensk fodbold og dermed ikke længere kan være en fast del af forsvaret. Til at udfylde den plads er så atter hentet Alexander Ludwig, der i OB kom i overskud. Tilmed er angrebet også styrket med den serbiske angriber Uros Nenadovic, der nok i første omgang ser til fra tribunen. 

Men skiftet i forsvaret bliver spændende at følge. For Ludwig har ikke spillet meget Superliga-fodbold i denne sæson og træder formentlig direkte ind som makker til Malte Kiielerich i det centrale forsvar. 

Karantæne:
AGF: Nicolai Poulsen
AC Horsens: Ingen

Bud på startopstillinger:
AGF (3-5-2): Eskelinen – Munksgaard, Backman, Tingager, Højer Nielsen - Blume, Amini, Duncan - Bundu, Mortensen, Thorsteinsson

AC Horsens (4-4-2): Lansing – Nymann, Ludwig, Kiilerich, Lumb – Prip, Jacobsen, Hansson, Thorsen – Frantsen, Brock-Madsen

Profilen:
Patrick Mortensen var spillere alle talte om i AGF, da han bombede kasser ind i foråret, indtil en skade sendte ham ud. I denne sæson er angriberen overhovedet ikke komme i gang. Nul scoringer er han noteret for i de fire kampe, han har spillet, og det er kun blevet til sølle fire afslutninger, hvilket blandt andre er overgået af venstre back Casper Højer Nielsen, der har afsluttet fem gange.

Til sammenligning har FCK's Dame N'Doye afsluttet intet mindre end 18 gange i lige så mange kampe. AC Horsens mest afsluttede spiller er Nicolai Brock Madsen med 10 af slagsen. 
Presset vokser også på Mortensen. 

Vidste du, at…:
AGF havde en stime af hjemmekamp mod AC Horsens på hele seks kampe uden sejr? Fire nederlag og to uafgjorte. Den stime blev dog brudt i den seneste sæsons nedrykningsspil, hvor AGF vandt med 3-1 på scoringer af Toutouh, Bundu og Ammitzbøll.

Dom:
AGF har brug for sejren - dermed ingen tvivl. Men det betyder også, at presset i den grad er på hjemmeholdet, der har haft svært ved netop at håndtere forventningerne. AC Horsens kommer til at gøre, som de har haft succes med i holdets to første kampe - at lade modstanderen komme, møde med et godt pres og forsøge at slå til på kontra-angreb, indlæg og dødbolde, hvor Nicolai Brock-Madsen i feltet vil være målet. 

Det kan blive en ganske interessant kamp at følge, for AGF har kvalitet nok på holdet til, at man bør kunne sætte sig som den dominerende i kampen. Marginalerne og skarpheden må komme til AGF på et tidspunkt, og det kunne sagtens være mandag, at den første sejr kommer.

AGF vinder kampen 2-0.

Seneste indbyrdes kampe, form og tabel: