32-årige Tim Sparv er anfører for det finske landshold, som lige nu har 12 point efter seks EM-kvalifikationskampe.
De 12 point betyder, at de ligger på andenpladsen i gruppe J, og en slutrunde har sjældent været så tæt på for Finlands A-landshold.
Det er nemlig aldrig lykkedes finnerne at kvalificere sig til en slutrunde, og derfor ville det betyde meget for spillerne, hvis det endelig lader sig gøre denne gang. Det fortæller Tim Sparv, der til dagligt spiller for danske FC Midtjylland.
- Det vil være det største, jeg har oplevet i mit liv, slår han fast. Det er noget, jeg har kæmpet for gennem hele mit liv. Landsholdet betyder sindssygt meget for mig, og det har det gjort, siden jeg debuterede på ungdomslandsholdet som 15-årig, siger han ifølge Herning Folkeblad.
Italien fører Finlands gruppe med 18 point, mens Armenien og Bosnien er henholdsvis tre og fem point efter finnerne.