Video : Tipsbladet
La Liga

Atletico kunne ikke knække Celta uden Sisto

Atletico Madrid havde flere gode tilbud i hjemmekampen mod Celta Vigo, men det blev lidt skuffende til 0-0 i lørdagens opgør.

Det duftede af et interessant opgør, da Atletico Madrid lørdag aften tog imod Celta Vigo i den spanske La Liga. Med danske Pione Sisto på bænken fra start blev kampen dog aldrig noget stort festfyrværkeri.

Atletico Madrid var ellers tæt på at tage starten efter bare tre minutter. Felipe pandede til bolden efter et frispark, men i Celta Vigo-målet diskede Ruben Blanco op med en fin redning. Herfra bølgede første halvleg frem og tilbage, uden at det dog længe blev helt farligt.

Læs også:VAR forsinkede La Liga-kampe med mere end en halv time

Efter en halv time blev det alligevel til to gode tilbud til Atletico. Først hamrede Renan Lodi til bolden fra distancen, og et godt forsøg her blev fulgt op af en god mulighed til Joao Felix. Scoret blev der dog ikke i de første 45 minutter.

Atletico Madrid startede igen godt i anden halvleg, og fra distancen blev Koke hurtigt nærgående. Han blev dog afvist af en ny god Blanco-redning. Celta Vigo havde ikke ret meget at byde ind med, men man var gode til at holde værterne fra kassen.

Læs også:Tidligere spansk U21-landstræner står til at blive Wass' nye træner

Alligevel skulle hjemmeholdet nå en enkelt stor chance mere. Diego Costa var meget tæt på at opsnappe en bold i gunstig position med tyve minutter tilbage, men skarpheden svigtede, og bedre blev det ikke. 0-0 blev cifrene i Madrid efter en kamp, hvor Atletico Madrid burde have taget de tre point.

Atletico Madrid er med ti point på en delt førsteplads med Sevilla, der dog har spillet en kamp færre. Celta Vigo er nummer 14.

Læs også:Medie: Mexicansk klub forsøger stadig at hente Sisto

Læs også:Pione Sisto havde muligheder, men afviste klubskifte

Læs også:Avis: La Liga-dansker nærmer sig Serie A-skifte