Video : Tipsbladet
Champions League

Uskarpe PSG skuffede mod bundproppen

Paris Saint-Germain havde masser af muligheder, men blev mandag aften besejret med 2-1 af Dijon i Ligue 1.

Det var top mod bund, da Dijon FCO fredag aften fik besøg af PSG i Ligue 1.

Kampen kom intenst fra start med masser af dueller og hårde tacklinger, og efter bare 15 minutter af opgøret havde dommer Ruddy Buquet allerede udddelt tre advarsler.

Dijon var 18 point efter PSG inden opgøret, men det var ikke til at se det første kvarters tid, hvor hjemmeholdet havde flere fornuftige muligheder.

Alligevel blev værterne straffet af Kylian Mbappé 19 minutter inde i opgøret. Angel Di Maria spillede den unge angriber dybt, og Mbappé fik elegant lobbet bolden over Dijon-keeper Alfred Gomis.

Og det blev endnu værre for hjemmeholdet. Efter bare 33 minutter havde Dijon foretaget to ændringer som følge af skader. Først mistede man Senou Coulibaly, der blev afløst af Romain Amalfitano efter 29 minutter, og fire minutter senere blev Fouad Chafik udskiftet til fordel for Hamza Mendyl.

Men kort inden pausen fik Dijon også noget at glæde sig over.

Bolden havnede en smule tilfældigt hos Didier Ndong i højre side, og midtbanespilleren slog et skarpt indlæg ind i PSG-feltet. Keylor Navas kom først på bolden, men fik til gengæld givet en returbold, som Mounir Chouiar var først over og sparkede konsekvent ind.

Scoringen gav smil på læberne hos Dijon-spillerne i pausen, og det tog man med ud til anden halvleg.

Blot to minutter var der gået efter pausen, da Jhonder Cadiz forsøgte at drible sig fri i PSG-feltet. Midtbanespilleren fandt til sidst en smule plads, og han formåede at sparke bolden forbi Navas, selvom det lignede, at vinklen var blevet for spids.

Presset var nu på de forsvarende mestre, og Angel Di Maria fik en god mulighed for at svare igen efter 56 minutter. Argentinerens afslutning sad dog lige i hænderne på Gomis.

Selvsamme Di Maria satte nogle minutter senere landsmanden Mauro Icardi op til en stor chance, men angriberen misbrugte og sparkede snært forbi den ene oppasser. Kort efter headede Icardi desuden på overliggeren.

67 minutter inde i opgøret var det Mbappés tur til at spille Icardi fri med et suverænt indlæg fra venstre side. Icardi nåede foran en Dijon-forsvarsspiller, men misbrugte på ny.

Leandro Paredes havde efter 69 minutter en afslutning på ydersiden af stolpen.

En udligning til Thomas Tüchels mandskab lå efterhånden i luften, og den tyske manager valgte efter 72 minutters spil at sætte Edinson Cavani på banen i stedet for Paredes.

I slutfasen blev der desuden comeback til Julian Draxler, som har døjet med en fodskade de sidste par måneder, men indskiftningerne gav heller ikke den ønskede effekt, og Dijon kunne derfor juble over en imponerende 2-1-sejr.

Dijon avancerer desuden til 18. pladsen inden de resterende kampe i 12. spillerunde og har nu 12 point.