Video : Tipsbladet
EM

Norsk fodboldforbund afviser at være i kontakt med Åge Hareide

Det norske fodboldforbund taler ikke med Åge Hareide om en aftale. Ikke endnu i hvert fald.

Norges landstræner hedder Lars Lagerbäck, og lige nu arbejder parterne på at finde ud af, om navnet på landstræneren også skal være Lagerbäck fremadrettet. Svenskeren ventes at tage forårets Nations League med, hvor Norge spiller om en EM-billet.

Og så er spørgsmålet altså, hvad der skal ske fremadrettet.

Ikke overraskende bliver der i Norge talt meget om Åge Hareide, der er dansk landstræner for tiden. Hareides aftale med DBU løber ud til sommer, hvor Kasper Hjulmand overtager efter EM.

Men chefen for Norges fodboldforbund har ingen dialog med den 66-årige Hareide, lyder det nu.

- Vi har som førsteprioritet at få afklaret Lars' fremtid, og det vil vi inden årsskiftet, i og med, at han har udløb. Det har været det primære ønske for os, før vi begynder at tale med andre, lyder det fra Norges fodboldpræsident, Terje Svendsen, til VG.

Han forklarer, hvorfor man ikke bare er begyndt at tale med andre kandidater også.

- Det handler om at have lidt ordentlighed i processen ved at få afklaret, om Lars ønsker at fortsætte. Sker det ikke, er der selvfølgelig tænkt andre tanker. Vi starter aldrig fra scratch. Vi har flere tanker i hovedet samtidig, men lige nu er prioriteringen at få en afklaring med Lars.

Tidligere har Åge Hareide sagt, at han tror på, at Lars Lagerbäck tager et par år mere, og det norske fodboldforbund mener, det er gået så godt under Norges landstræner, at man gerne vil give ham mere tid.

For Lagerbäck handler fremtidsovervejelserne om, hvorvidt helbredet kan holde til det. Svenskeren er fyldt 71 år.

Norge møder Serbien i forårets Nations League, og vinder Norge den kamp, venter et afgørende opgør mod enten Skotland eller Israel om en enkelt EM-billet.