Video : Tipsbladet
Generelle

Dansker-duo spillede nøglerolle, da Brentford afværgede nederlag

Både Henrik Dalsgaard og Mads Roerslev spillede en hovedrolle, da Brentford lørdag vendte 0-2 til 2-2 mod Blackburn i Championship.

Thomas Franks Brentford udbyggede lørdag sin ubesejrede stime fra fire til fem kampe, da den engelske Championship-klub spillede 2-2 mod Blackburn Rover i et opgør, hvor særligt to danskere fik en hovedrolle.

Brentford lignede dog længe et hold, der var på vej til at løbe ind i et nederlag lørdag eftermiddag.

Allerede efter 11 minutter scorede gæsternes Adam Armstrong således til 1-0, og kort efter pausen kunne den engelske angriber også fordoble føringen på et straffespark.

Thomas Frank reagerede umiddelbart efter scoringen ved at skifte den tidligere FCK-back Mads Roerslev ind, mens Emiliano Marcondes omvendt blev taget ud med en halv time igen. 

Kort efter ændringerne fik Brentford så reduceret, da Ollie Watkins scorede på oplæg fra Henrik Dalsgaard. Og kun 10 minutters tid senere fik hjemmeholdet så også udlignet, da indskiftede Roerslev fremtvang et straffespark, som Said Benrahma sparkede i nettet.

Det sluttede derfor 2-2 på Griffin Park, og Brentford bevarer således pladsen som nummer fire i den næstbedste engelske række før de resterende af lørdagens Championship-kampe.

Danske Christian Nørgaard spillede i øvrigt alle 90 minutter for Brentford.