Video : Tipsbladet
Superliga

Solbakken ærgrer sig over Zecas indsats mod FCN

FC København-manager Ståle Solbakken var træt af, at Zeca ikke ville være mere med i opspillet mod FC Nordsjælland.

FC København havde det svært søndag aften mod FC Nordsjælland, hvor man spillede 1-1 i Farum. Efter opgøret prøvede Ståle Solbakken langt fra at tegne et skønmaleri af, hvordan opgøret var gået FCK.

I et interview med Canal 9 gjorde han det klart, at FC Nordsjælland havde fortjent mere end ét point.

- Vi havde nogle store muligheder ved Jens Stage, og kampen kunne være gået begge veje. Når det er sagt, så er Nordsjælland det bedste hold set over hele kampen, og de burde have vundet, hvis man kigger på alle 90 minutter, fortæller Solbakken.

Blandt andet peger den norske FCK-manager endvidere på, at holdet havde svært ved at lægge et ordentligt pres og mente, at det blandt andet var Jens Stage og Pep Biel, som ikke fik afstemt et pres. Det gjorde sagerne svære for de fire bagerste, forklarer Solbakken.

Offensivt var der også meget at gøre bedre, hvor bolden ofte blev spillet bagud, når man i stedet skulle prøve at holde på den i et øjeblik. Her var FCK-anfører Zeca en stor synder, mener manageren.

- Det er hans opgave at tage fat i bolden og holde lidt på den. Men han ville ikke have bolden i opspillet og spillede bolden meget bagud - og ni ud af ti gange spiller Bjelland og Nelsson bolden tilbage til Kalle Johnsson - og så kommer den lange bold, og så er Nordsjælland over os, lyder det fra Ståle Solbakken.

Nu er FC København 11 point efter FC Midtjylland i topduellen, og selvom Solbakken erkender, at chancerne for at indhente midtjyderne er mikroskopiske, så vil han stadig gå efter at prøve på at hente dem.