Video : Tipsbladet
Champions League

Real Madrid straffede Inters dumheder

Inter og især Arturo Vidal dummede sig i afgørende situationer, og det kostede et nederlag på 0-2 til Real Madrid.

Efter en skidt start på denne sæsons Champions League har Real Madrid med to sejre i træk over Inter bragt sig i en gunstig position til at komme videre til ottendedelsfinalerne.

Efter at have vundet 3-2 hjemme på Bernabeu mod Christian Eriksens Inter tog spanierne til Milano onsdag aften og snuppede en sejr på 2-0. Eriksen fik de sidste fire minutter plus tillægstid på banen.

Det efterlader italienerne med bare to point, mens Real Madrid kommer på syv point med to runder igen.

Nederlaget kan Inter i høj grad takke sig selv for.

Inter havde hårdt brug for en sejr for at holde sig til i kampen om en af de to pladser, som giver videre avancement fra gruppen. Men italienerne gjorde det meget svært for sig selv.

Der var ikke spillet meget mere end fem minutter, før Nicolo Barella begik et klodset straffespark på Nacho, som var søgt med frem i feltet.

I Sergio Ramos’ fravær fik Eden Hazard chancen fra straffesparkspletten, og han sendte sikkert gæsterne i front.

Antonio Contes mandskab virkede noget ude af balance i defensiven, og spanierne var to gange inden for kort tid tæt på at fordoble føringen.

Først måtte den ene opstander stoppe et skudforsøg fra Lucas Vazquez, mens Ferland Mendy noget uforståeligt forsøgte en tværaflevering i feltet, da han ellers var alene igennem til afslutning.

Inter levede i kampen, men efter 33 minutter viste Arturo Vidal sig fra sin mest tåbelige side og gjorde arbejdsbetingelserne unødigt svære for holdkammeraterne.

Den iltre chilener følte sig snydt for et straffespark, men allerede inden dommeren havde haft mulighed for at lade VAR-systemet efterse situationen, farede Vidal hen og brokkede sig højlydt til dommeren.

Det gav et gult kort, som normalt tager toppen af hidsigheden på en spiller ved sine fulde fem, men Vidal gik blot endnu tættere på ophavsmanden og råbte ham ind i hovedet. To gule kort på fem sekunder og marchordre til midtbanemotoren.

Det begyndte for alvor at se svært ud for Inter, da matchvinderen fra det omvendte opgør på Bernabeu, Rodrygo, gjorde en flot entre efter sin indskiftning i 59. minut.

Han havde været på banen i omkring et minut, da Lucas Vazquez chippede bolden til bagstolpen, hvor den unge brasilianer helflugtede 2-0-scoringen ind.

Ivan Perisic kom frem til Inters bedste reduceringsmulighed, men Thibaut Courtois dykkede ned og reddede forsøget fra kroaten.

Tidligere onsdag vandt Borussia Mönchengladbach hjemme med hele 4-0 over Shakhtar Donetsk. Det sender tyskerne i front af gruppen med otte point. Shakhtar har fire point på tredjepladsen.