Video : Tipsbladet
Premier League

Medier: Tottenham jagter dansk stortalent

17-årige Wahid Faghir har tiltrukket sig interesse fra Premier League, og nu ser det ud til, at Tottenham har meldt sig ind i kampen

For et par dage siden kom det frem, at både Leicester og Wolves var reelt interesserede i den 17-årige Vejle-spiller, Wahid Faghir. Og nu ser det ud til, at Tottenham har valgt at tilslutte sig skaren af beundrere. 

Trods sin unge alder har Faghir i denne sæson spillet 22 Superliga-kampe med fem scoringer og to assists til følge. Han fik ligeledes sin debut for det danske U21-landshold i midtugens 1-0 sejr over Frankrig. 

Den slags imponerende form har selvsagt skabt interesse vidt og bredt, og udover Premier League-interessen menes også Ajax og AC Milan at have kig på danskeren. 

Men ifølge Daily Star og Mirror har Tottenham nu placeret sig forrest i køen, efter at Leicester har fået et bud på en million pund - svarende til mere end otte millioner kroner -  afvist. 

Wahid Faghir kan komme i aktion for U21-landsholdet igen i dag, søndag, hvor de klokken 15 møder Island i EM-slutrundens gruppespil. Han starter dog ikke inde igen.