Video : Tipsbladet
Superliga

Belgisk boss ringede til PC: Hjælp os med Bundu

Anderlecht kunne ikke få Mustapha Bundu til at ramme samme niveau som i AGF, så klubbens sportsdirektør ringede til Peter Christiansen for at spørge ham til råds.

I Anderlecht kunne de ikke finde ud af, hvordan de fik det bedste ud af Mustapha Bundu. Derfor søgte de hjælp hos dem, der var lykkedes med netop det: AGF.

Peter Christiansen, daværende sportschef i AGF, fortæller, at hans kollega i Anderlecht, Peter Verbeke, tog kontakt til ham for at blive klogere på klubbens indkøb fra Danmark. Og få gode råd til, hvordan Anderlecht fik det optimale ud af Bundu.

Nu er "PC" genforenet med Bundu i FC København, og han har store forventninger til spilleren.

- Jeg kan godt se, hvad han måske kunne tilføre, men jeg ved også, han havde en svær tid i Belgien. Jeg blev også ringet op, mens jeg var i AGF, af Peter Verbeke på det tidspunkt. Som gerne ville have et tip til, hvordan man fik Bundu til at præstere, siger Peter Christiansen i 'Købmændenes klub' på Discovery+.

- Så jeg vidste godt, han havde udfordringer dernede. Hvor rusten han var, det var ikke op til mig at vurdere på det tidspunkt, men jeg synes jo, han har mere at gå på, også når jeg ser ham komme ind i går. Ham forventer jeg meget mere af end det, han har vist.

Set hele klippet med "PC" i videoen i toppen af denne artikel.

Mustapha Bundu er en af to markante tidligere AGF-skikkelser, der fik job i FCK, efter Peter Christiansen var fratrådt i AGF, og inden han tiltrådte i Parken. Den anden var assistenttræner Rubén Sellés.

Det førte til spekulationer om, hvorvidt "PC" havde tyvstartet på sit virke som sportsdirektør i FC København. Det afviste han i et interview i sidste uge. Læs mere om dén snak her.