Video : Tipsbladet
Superliga

BIF om FCK-mål: Derfor kunne VAR ikke gribe ind

Tv-billeder viste ikke nok, til at VAR kunne gribe ind i en kontroversiel situation, siger Brøndby-chef.

Søndagens derby på Brøndby Stadion fik en dramatisk afslutning.

Som den ordinære spilletid løb ud, fik FC København straffespark af dommer Michael Tykgaard, men Kamil Wilczek brændte. Mohamad Daramy var dog vaks og sparkede returbolden ind til 2-1.

Måske lidt for vaks. For den unge angriber så ud til at være løbet ind i feltet, kort før Wilczeks spark. Men VAR blandede sig ikke i dommerens vurdering til stor utilfredshed for hjemmeholdet.

- Det var meget mistænksomt, at Daramy kunne være foran vores spiller så hurtigt. Så er det klart, man gerne vil have den tjekket igennem, men der var ikke nogen dialog med Tykgaard.

- Dommeren afviste desværre alt, og som man kan se bagefter, var Daramy også langt inde i feltet, før der blev sparket, siger Brøndby-anfører Andreas Maxsø.

Brøndby fik efterfølgende at vide, at manglende tv-billeder gjorde, at situationen ikke kunne ses igennem.

Det fortæller Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen.

- Kameraet fulgte Wilczeks tilløb, og derfor var der ikke nogen streger i billedet, som kunne bevise, at Daramy var inde i feltet først.

- Det var det, vi fik at vide fra dommeren, og det fjernede muligheden for, at der kunne dømmes via VAR efterfølgende, fortæller han og foreslår, at der laves en fælles aftale om, at tv leverer billeder af hele straffesparksfeltet.

- Generelt skal der gerne være en standard for alle kampe. Nu skete det i denne kamp, men det kunne også have sket et andet sted. Så vi skal finde en standard, og ved et straffespark vil det være fint, at et kamera dækker hele feltet.

Situationen omkring straffesparket er ikke den eneste, Brøndby er utilfreds med.

Tidligt i kampen fik Morten Frendrup et gult kort, og det vil Brøndby appellere, så han slipper for karantæne mod AGF i den kommende runde.

FC København endte med at vinde søndagens derby 3-1, da Kamil Wilczek dybt inde i tillægstiden lavede sit andet mål og lukkede kampen.

/ritzau/