Video : Tipsbladet
Superliga

Skuffet over AaB: De tror ikke 100 procent på mig

U21-landsholdsbobleren Lukas Klitten er utilfreds med AaB, og der er ingen dialog om en ny aftale.

Superliga-klubben AaB mistede for et år siden angriber Søren Tengstedt til AGF, og nu kan endnu et af de nordjyske talenter være på vej væk.

Til Ekstra Bladet slår U21-landsholdsbobler Lukas Klitten fast, at han er utilfreds i AaB.

Nordjyden har kontraktudløb til sommer, og Inge André Olsen fortalte i januar til Tipsbladet, at man ville snakke kontraktforlængelse, hvis spilleren ikke blev solgt i januar. Det blev han som bekendt ikke, men umiddelbart er en forlængelse langt væk.

Det fortæller Lukas Klitten.

- Det er lidt hele pakken, som vi ikke er enige om. Mest af alt, så handler det om, at jeg ikke føler, at AaB tror på mig 100 procent, siger venstrebacken til Ekstra Bladet.

Han deler ikke Inge André Olsens vurdering af, at han er en spiller, de tror på i Aalborg.

- Jeg synes lige præcis ikke, klubben har vist, at man vil satse på mig, siger Lukas Klitten.

Tidligere har der været rygter om udlandet for AaB's Lukas Klitten, der blot er 20 år. Det var italienske Sampdoria, der lurede på danskeren, men det var aldrig tæt på, siger den danske back. EB skriver, at både AGF og FCM har vist lidt interesse fra Klitten i foråret.

Nordjyden var fast mand for U21-landsholdet i efteråret, men kom ikke med til slutrunden i marts, da Albert Capellas i stedet valgte at gøre udtage Andreas Poulsen.