Premier League overvejer straf mod udbryderklubber
Foto: Getty Images
Superliga

Premier League overvejer straf mod udbryderklubber

De seks klubber, der er en del af ny piratliga, møder stor modstand fra de 14 øvrige klubber i Premier League.

Premier League overvejer alle sanktioner mod de seks klubber, der har planer om at stifte den meget omtalte Super League.

Det skriver den engelske liga i en pressemeddelelse efter et møde mellem de 14 øvrige klubber.

- Premier League holder alle handlemuligheder åbne for at forhindre det i at skride fremad og holder de pågældende interessenter ansvarlige under de gældende regler, skriver Premier League.

Manchester United, Manchester City, Chelsea, Arsenal, Tottenham og Liverpool har alle meldt sig som medstiftere af den nye turnering, der er et alternativ til Champions League.

Her skal Europas bedste hold mødes år efter år, og de seks engelske klubber er som medstiftere garanteret en plads, hvis turneringen bliver til virkelighed.

Efter planen skal den begynde i august i år, men tiltaget har allerede mødt stor modstand.

De 14 øvrige Premier League-klubber synes blandt andet, at det er en dårlig idé, meddeler ligaen.

- Premier League vil gerne takke fans og interessenter for den støtte, de har vist i denne uge om dette vigtige emne, skriver Premier League.

I mandagens kamp mod Liverpool bar Leeds-spillerne t-shirts med et tydeligt budskab rettet mod Liverpool, som er en af de seks engelske klubber, der vil ud af Champions League og ind i Super League.

"Fodbold er for fansene" og "gør jer fortjent til det" stod der på trøjerne.

Flere andre engelske klubber har desuden været ude med opfordringer til solidaritet på sociale medier.

Søndag var Premier League medafsender på en pressemeddelelse, som Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) samt forbundene og ligaerne i Spanien, England og Italien udsendte.

Af den fremgik det, at alle udbryderklubber vil blive udelukket fra alle turneringer på nationalt, europæisk og globalt niveau.

Det kæmper de 12 klubber fra piratligaen for at forhindre, da de gerne vil blive i de nationale turneringer.

Modstanden kommer i disse dage fra flere kanter, og tirsdag stillede samtlige 55 Uefa-medlemslande sig sammen i protest mod planerne.

Uefa skriver efter sin kongres tirsdag i schweiziske Montreux, at medlemslandene fordømmer "den lukkede Super League".

- Uefa og dets medlemslande tror på en europæisk model, der er baseret på åben konkurrence, solidaritet og omfordeling for at sikre spillets bæredygtighed og udvikling til gavn for alle og styrkelse af europæiske værdier og sociale effekter, lyder det i en fælles pressemeddelelse.

Også præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), tyskeren Thomas Bach, har været ude og advare mod udbryderligaen. Han mener, den truer sportens fundament - også ud over fodbold.

- Hvis alt udelukkende betragtes som forretning, så har vi tabt sportens sociale mission, siger han under Uefas møde tirsdag i Schweiz.

- I dette polariserede miljø har snæversynede egeninteresse og egoisme vundet frem i forhold til solidaritet, fælles værdier og fælles regler.

/ritzau/