Video : Tipsbladet
VM

FIFA-præsident beskytter Qatar: Har forbedret sig

Debatten om VM-værten Qatar skal foregå på et faktuelt grundlag, siger Infantino, som ser fremgang i landet.

Siden Qatar for ti år siden blev udpeget som vært for fodbold-VM i 2022, er mindst 6500 migrantarbejdere døde i landet.

Det rapporterede The Guardian i februar og skrev, at mange af dem var døde under arbejdet på stadionbyggerier frem mod VM.

Kritikken af værtsnationen blussede op igen, og flere europæiske landshold protesterede på forskellig vis mod Qatar under den seneste landsholdstermin.

Dansk Boldspil-Union (DBU) og 24 andre fodboldforbund deltog mandag i et møde med Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) samt arrangørkomitéen fra Qatar.

Flere organisationer, blandt andet menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, holdt oplæg for at fortælle om tingenes tilstand i Qatar.

DBU-direktør Jakob Jensen fortalte efterfølgende, at mens der var nogle positive svar på mødet, så skal udviklingen gå hurtigere.

Præsidenten for Fifa, Gianni Infantino, erkender efter mødet også, at der stadig skal ske forbedring, men han opfordrer også til, at man anerkender Qatar for de ting, som allerede er blevet gjort for at gøre forholdene bedre for arbejderne.

- Vi er nødt til at anerkende de markante fremskridt, som man har nået på meget kort tid takket være handlekraften fra landets øverste myndigheder, siger Infantino ifølge Reuters.

- Og for at sikre at enhver debat om dette emne har en effekt, skal den tage udgangspunkt i verificerede fakta, tilføjer han.

Han var ikke selv præsident for Fifa, da Qatar blev valgt som VM-vært, men det lader heller ikke til, at han vakler i verdensforbundets opbakning til Qatar.

/ritzau/