Video : Tipsbladet
Superliga

Officielt: Randers forlænger med pokalprofil

Østrigske Marvin Egho er fortsat Randers FC-spiller efter sommerferien, da han har skrevet under på en ny kontrakt i klubben.

Randers FC har forlænget kontrakten med den østrisgke angriber Marvin Egho.

Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Egho har skrevet under på en ny treårig kontrakt med Randers FC, der binder ham til klubben indtil 2024.

- Jeg har det virkelig godt i Randers FC, hvor vi har et fantastisk fællesskab, og holdet præsterer virkelig godt lige nu. Det var stort at vinde pokalfinalen for ikke så længe siden, og jeg nyder at spille fodbold i klubben. Vi går en spændende sæson i møde, og jeg glæder mig til endnu flere oplevelser i ligaen og nu også i Europa, siger Egho.

Sportschef i Randers FC, Søren Pedersen, er glad for at have papirer på Egho i de næste tre år.

- Marvin er en vigtig spiller for Randers FC, og vi er glade for, at det er lykkedes at lave en ny aftale med ham. Han er kommet stærkt tilbage efter en skadesperiode og har været fantastisk spillende i foråret, hvor der er blevet trukket store veksler på ham i angrebet. Han har leveret virkelig flotte præstationer, som vi glæder os til at bygge videre på. Derudover er han en utrolig god fyr at have i omklædningsrummet, lyder det fra Pedersen.

Egho har været godt spillende i foråret. Især i Sydbank Pokalen, hvor han scoret fem mål og lavet én assist i otte pokalkampe.

Og Randers-sportschefen tildeler også østrigeren en stor andel i pladsen i pokalfinalen, som Randers vandt over SønderjyskE.

- Marvin har med to mål i såvel kvart- som semifinalerne været en afgørende faktor for, at vi nåede i pokalfinalen. Han har sprudlet af selvtillid og har som altid også arbejdet stenhårdt for holdet og været en vigtig spiller i begge ender. Derfor er det dejligt at se, at han har genfundet målformen i foråret, og det fortsætter forhåbentlig i den kommende sæson.

Egho har spillet 98 kampe, scoret 23 mål og lavet 15 assists i sin tid i Randers FC.