Video : Tipsbladet
Premier League

Liverpool udløser frikøbsklausul på 311 millioner

Den franske forsvarsspiller Ibrahima Konate er tæt på et skifte til Liverpool, der har udløst hans frikøbsklausul.

Forhandlingerne mellem Liverpool og RB Leipzig-spilleren Ibrahima Konate kan så småt begynde, efter at den engelske klub har aktiveret franskmandens købsklausul på ikke mindre end 311 millioner kroner.

Det skriver Sky Sports.

Konate har spillet 21 kampe for Leipzig i denne sæson, hvoraf otte har været fra start i Bundesligaen, hvor Poulsen og co. endte på andenpladsen - 13 point efter Bayern München.

Den franske U21-landsholdsspiller vil være en kærkommen tilføjelse til Klopps defensiv, der har manglet bredde, efter at både Virgil van Dijk, Joe Gomez og Joel Matip har misset det meste af den forgangne sæson, og alle først forventes klar kort inden sæsonstart.

Skaderne tvang til tider Fabinho og Jordan Henderson ned i midterforsvaret uden den store succes, mens også de to unge spillere Nathaniel Phillips og Rhys Williams fik kam til håret. I sidste ende lykkedes det Liverpool at sikre sig en plads i top fire.

Ozan Kabak kom til på en lejeaftale i januar, men han ser ikke ud til at være en del af de fremtidige planer for klubben.