Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-boss om FCM: Man skal ikke købe sig til succes

Bestyrelsesformand i Parken, Allan Agerholm, er så småt ved at lære, hvordan man driller sine rivaler.

Fredag fik FC Midtjylland Danmarks rigeste mand med ombord, da Anders Holch Povlsen smed et trecifret millionbeløb ind i fodboldklubben på den jyske hede.

Rygterne om en stor kapitalindsprøjtning havde rumsteret en lille uges tid, og allerede dagen før kommenterede Parken Sport & Entertainments nye bestyrelsesformand, Allan Agerholm, på midtjydernes økonomi.

Det gjorde han i Sunday Talk, som fanmediet Copenhagen Sundays står bag.

- Nu begynder vi at bevæge os ud i det fodboldtekniske regnestykke, som jeg ikke har lært endnu, men det, jeg har lært, er, at man skal ikke basere sin privatøkonomi eller sin virksomheds økonomi på, at man vinder i lotto. FC Midtjylland har vundet i lotto, siger Allan Agerholm og uddyber:

- Du skal basere din privatøkonomi og virksomhed på sund købmandskab. Det er sådan et FCK og Parken, jeg driver, og det er helt sikker sådan et FCK, som "PC" driver. Jeg tror, vi kommer fra den samme skole, lyder det.

Bestyrelsesformanden slog fast, at det vil være en fiasko, hvis FC København ikke bliver mestre i den kommende Superliga-sæson, og at der er en plan for, hvordan det kommer til at ske. Og det begynder allerede inden sæsonen med en kæk kommentar rettet mod rivalerne fra FC Midtjylland.

- Vi tror ikke på, at man grundlæggende bare skal købe sig til succes. Vi tror på, at man skal være en købmand, der bliver en succes, og det tror jeg også på, at man kan i en fodboldklub. Det kan man alle andre steder.

Allan Agerholm afløste for halvanden måneds tid siden Bo Rygaard som Parkens formand.