Video : Tipsbladet
EM

- EM er med til at hvidvaske diktatur

Der skal spilles fire EM-kampe i Aserbajdsjans hovedstad, Baku. Det er problematisk, mener ekspert, fordi det er med til at tegne et positivt billede af et af Europas sidste diktaturer.

Det er ikke kun rent geografisk, at Baku og Aserbajdsjan ligger langt fra de fleste af de andre EM-byer. Det gør landet også kulturelt og politisk. Ekspert kalder det over for DR et af Europas sidste diktaturer.

Problemet er ifølge Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, at store sportsarrangementer som EM er med til at stille lande som Aserbajdsjan i et positivt lys.

Baku lagde også græs til Europa League-finalen for to år siden, og den slags arrangementer møder kritik.

- Fodbold er med til at hvidvaske landet. Det fastholder, at Aserbajdsjan går lidt under radaren, siger Flemming Splidsboel til DR.

Han peger desuden på, at Aserbajdsjan er et af de sidste diktaturer i Europa sammen med Belarus (tidligere Hviderusland) og Rusland, som i form af Skt. Petersborg i øvrigt også er vært for en række EM-kampe.

Dét er heller ikke populært alle steder. Direktøren for Anti Doping Danmark har eksempelvis ved flere lejligheder kritiseret, at Rusland kunne beholde sine EM-kampe og endda få tildelt nye, efter landet ellers blev udelukket fra det meste internationale idræt.

- Det er et underligt signal at sende for så stor og vigtig en sportsorganisation som UEFA. Der er ikke nogen, der siger, man skal belønne dem, der har snydt, sagde Michael Ask, som antidoping-direktøren hedder, til tipsbladet.dk i april.

Læs mere om her, hvorfor Rusland ikke har fået frataget sit værtskab trods den nationale dopingkarantæne.