Video : Tipsbladet
EM

Schmeichel: Har aldrig oplevet noget lignende

Den danske målmand mente, der måtte være mindst 75.000 tilskuere i Parken med den kulisse, der blev leveret.

Danmark tabte torsdag aften desværre til Belgien, der vendte et truende nederlag til en 2-1 sejr.

Det danske landshold kom ellers foran allerede efter to minutter, og det var et heroisk kæmpende landshold, der spillede Belgien ud af klædet mange gange i første halvleg.

Men i anden halvleg gik gassen lidt af ballonen, og da Belgien sendte Kevin De Bruyne på banen satte han tingene på plads. 

Alligevel var det en stolt Kasper Schmeichel, der efter kampen udtalte sig til TV3 Sport.

- Alt, hvad der er blevet sagt om os, er sandt. Vi kæmper til det sidste. Vi spiller en rigtig god kamp, fantastisk første halvleg. Vi gør alt rigtigt bortset fra at score i anden halvleg. Vi kunne nemt have fået nogle flere mål, men det var ikke nok, vi havde ikke heldet med os i dag.

- De sætter en af verdens bedste spillere på banen, og han gør selvfølgelig en forskel. Jeg har spillet mod ham mange gange og kender hans kvaliteter. Han er uden sammenligning, tror jeg, den bedste spiller i England. Det er super ærgerligt.

På lægterne blev der også leveret fra de 25.000 fremmødte tilskuere, der gav spillerne en opbakning, de sjældent vil glemme.

- Jeg har spillet mange steder i mit liv, for mange klubber og for mange fantastiske fans, men der er ikke noget, der slår det her. Det er der simpelthen ikke.

- De siger, der var 25.000 tilskuere, men det lød som om, der var 75.000. Det var en fantastisk støtte. Vi er super kede af, at vi ikke kunne belønne det med i det mindste en uafgjort, men også en sejr.

Selvom det blev til et nederlag mod Belgien, så kan Danmark stadig nå at kvalificere sig til ottendedelsfinalen. Hvordan, kan du læse mere om her.