Video : Tipsbladet
Superliga

FC København lurer på norsk landsholdsspiller

En norsk forstærkning kan være på vej til FC København.

FC København har denne sommer sagt farvel til offensivspilleren Mustapha Bundu, der var lejet i Anderlecht, og i stedet overvejer de angiveligt at hente en offensivspiller i norsk fodbold.

Ifølge nettavisen.no lurer FC København nemlig på den 23-årige nordmand Aron Dønnum, der gør sig på kanten for Vålerenga. Københavnerne skal endda også have spurgt ind til en mulig transfer, lyder det fra mediet.

Aron Dønnum har netop haft en fin sæson i Vålerenga med otte mål på 26 kampe i 2020, og i år er det hidtil blevet til fire scoringer på otte kampe i Eliteserien. De gode præstationer har også givet ham debut på det norske landshold.

Der er imidlertid også flere klubber, der er interesserede i den norske landsholdsspiller.

Både klubber fra Belgien og Holland skal også have forhørt sig om en transfer denne sommer, og ifølge nettavisen.no har Aron Dønnum selv et ønske om at komme til en af Europas helt store ligaer.

FC København sluttede i den forgangne Superliga-sæson som nummer tre.

Her kan du få overblikket over samtlige transfers i Superligaen denne sommer.