Video : Tipsbladet
1. division

Lyngby forstærker sig med 24-årig kantspiller

Sebastian Koch vender snuden mod Lyngby ved nytårstid.

Lyngby har i dette transfervindue sagt farvel til folk som Victor Torp og Jens Martin Gammelby, som er taget tilbage til henholdsvis FCM og Brøndby efter endt leje. Endvidere er Mathias Hebo Rasmussen solgt til Cracovia i Polen, Thomas Mikkelsen til Brøndby og senest Magnus Warming til italienske Torino.

Men der er også spillere, der kommer ind. Blandt andet Kristian Riis fra FC Midtjylland. Nu er der også forstærkning på plads til offensiven i form af Sebastian Koch fra Nykøbing FC. Det melder Lyngby på klubbens hjemmeside.

Det bliver dog først ved årsskiftet, at handlen bliver gennemført, da det først er dér den 24-årige spillers kontrakt med Falster-klubben udløber.

Selv ser Sebastian Koch da også frem til at komme til Superliga-nedrykkerne, som han gerne ser tilbage i den bedste række igen.

- Jeg føler, at et skifte til Lyngby Boldklub er det helt rigtige sportsligt for mig. Måden som Lyngby vil spille fodbold på, passer rigtigt godt til min, så det er et godt match. Jeg er også draget af ambitionerne om at rykke op, og det vil jeg gerne bidrage til at realisere, siger han og fortsætter:

- Vi har lige spillet mod Lyngby, og jeg synes, det er et godt og spændende hold. Jeg ser også Lyngby Boldklub som en stor klub, der har tradition for at videreudvikle spillere til endnu større ligaer, og der er mange øjne, der kigger med, når Lyngby spiller. Det bliver fedt at blive en del af, lyder det fra ham.

Der vil være tale om en aftale frem til sommeren 2024.