Video : Tipsbladet
Superliga

BIF-boss efter stort salg: Det kan nok blive mere

Carsten V. Jensen kalder tidspunktet for salget af Jesper Lindstrøm til Bundesligaen for "perfekt".

Jesper Lindstrøm blev efter sigende et af Brøndby IF’s største salg nogensinde, da han i forrige uge skiftede til Eintracht Frankfurt i den tyske Bundesliga. B.T. Sport kunne i den forbindelse skrive om et beløb i omegnen af 52 millioner danske kroner.

Fodbolddirektør i Brøndby IF, Carsten V. Jensen, blev søndag spurgt ind til salgsprisen i studiet hos TV3+. Her ville han hverken be- eller afkræfte prisen, men han åbnede for, at salget kan blive endnu mere lukrativt for de forsvarende Superliga-mestre på sigt.

- Nej, det har jeg ikke brug for at bekræfte (beløbet, red.). Men det kan nok også blive mere end det, lød det fra Carsten V. Jensen.

Samtidig forklarede fodbolddirektøren, at det er perfekt timing at sælge Jesper Lindstrøm nu.

- Vi skal også huske, hvad vi sagde til os selv for et par år siden: Vi arbejder på at få et bæredygtigt Brøndby, der selvfølgelig også er konkurrencedygtigt, men som kan bære sig selv. Og det indebærer altså spillersalg, og gerne på gode tidspunkter. I “Jobbes” tilfælde var der to år tilbage af kontrakten, og han havde haft en god sæson. Om et år ville vi have været under pres på den del, så tidspunktet er perfekt. At sælge fra Brøndby til en top fem-klub i en top fem-liga, det er lang tid siden, at vi har gjort det, og så til de penge. Der skal vi mange år tilbage, sagde han.

I videoafspilleren øverst i artiklen kan du se hele klippet, hvor “CV” også forholder sig til salget af Jesper Lindstrøm kontra FC Nordsjællands salg af Kamaldeen.