Video : Tipsbladet
Superliga

Tidligere RFC-flop angriber rival: Jeg hader dem

Den tidligere Randers-angriber Nikola Djurdjic kom med nogle opsigtsvækkende udtalelser onsdag aften.

Den serbiske angriber Nikola Djurdjic har været vidt omkring i sin karriere, og han kan blandt andet skrive et meget lidt succesfuldt ophold i Randers FC fra 2017 til 2018 på CV'et. 

Nu tørner han ud for Degerfors IF, der er oprykkere i Sveriges bedste række.

Onsdag mødte han og holdkammeraterne Djurgården, og Nikola Djurdjic gjorde en god figur med to scoringer, men det rakte ikke for Degerfors, der endte med at tabe 2-3.

Angriberen har en fortid i Stockholm-klubben Hammarby, som er arvefjender til Djurgården, og den rivalisering mærker Nikola Djurdjic fortsat i kroppen, selv om han nu er i Degerfors.

- Jeg hader dem. Det er altid fedt at spille imod dem. Jeg hader dem, siger Djurdjic til Fotbollskanalen og understreger, at han naturligvis er bitter over at tabe et opgør, hvor han blev dobbelt målscorer.

- Vi taber mod et lortehold. Vi er det bedste hold og havde fortjent at vinde. Djurgården har individuel kvalitet, og de straffer os.

I Djurgården har man naturligvis noteret sig de hårde ord fra Nikola Djurdjic.

- Han kunne også godt lide at snakke, da han var i Hammarby. Sådanne personer kan altid godt lide at snakke, men de vinder aldrig noget. Det handler om at vinde. At vi er et lortehold... vi må se, hvor vi ender, siger Haris Radetinac, der blev matchvinder i opgøret.

En anden målscorer i kampen var den tidligere Brøndby-spiller Magnus Eriksson, der ikke ønsker at skændes offentligt med Nikola Djurdjic.

- Jeg har ingen kommentarer. Jeg kommenterer ikke på sådanne dumheder, siger han.

Djurgården er på førstepladsen i Allsvenskan efter 20 kampe, men kan blive overhalet af AIK, der først skal i aktion torsdag aften. Degerfors IF er nummer 13.