Video : Tipsbladet
Premier League

Medier: United sætter udskældt angriber til salg

Efter flere mindre gode præstationer har Manchester United efter sigende sat Anthony Martial til salg.

Det er aldrig blevet så godt med Anthony Martial i Manchester United, som man havde regnet med, da han kom til klubben. Cristiano Ronaldos tilbagevenden til Old Trafford har heller ikke hjulpet på det, og nu kan Martial være på vej væk igen.

Franskmanden leverede senest en skidt indsats i Carabao Cup-nederlaget til West Ham, og flere engelske medier erfarer, at Manchester United er klar til at lade det tidligere Monaco-talent gå.

Ifølge ESPN har United sat et prisskilt på £40 millioner, små 350 millioner kroner, mens Daily Express beretter om en mulig byttehandel med Tottenham.

London-klubben vil selv gerne af med Tanguy Ndombele og skulle have udset sig en byttehandel, hvor man sender midtbanespilleren til Manchester United og får Martial i retur.

Allerede i sommer henvendte sportschef Fabio Paratici sig angiveligt til United med henblik på at hente angriberen til klubben, men på daværende tidspunkt ville Ole Gunnar Solskjær ikke slippe Martial.

Anthony Martial har scoret 78 gange og lavet 50 oplæg i 264 kampe for Manchester United.