Europa League i overskrifter: De tre vigtigste spørgsmål inden torsdagens opgør
Foto: Getty Images
Europa League

Europa League i overskrifter: De tre vigtigste spørgsmål inden torsdagens opgør

To engelske storklubber står overfor vigtige kampe torsdag aften, hvor 30 hold skal i aktion i Europa League.

Torsdag aften byder på intet mindre end 15 kampe i Europa League, hvor der spilles returopgør i 1/16-finalerne. 

Opgøret mellem Sevilla og Lazio blev spillet onsdag aften, fordi Real Betis møder Rennes i aften, også i Sevilla. Her sikrede Simon Kjær og holdkammeraterne avancementet, da Riza Durmisi og Lazio blev sendt hjem med et 2-0-nederlag. Sevilla er således klar til 1/8-finalerne som det første hold.

Forud for de resterende 15 kampe ser vi her nærmere på aftenens tre vigtigste temaer.

Bliver det Sarris sidste kamp som Chelsea-træner?
Chelsea er ganske vist kun ét point efter Manchester United på fjerdepladsen, men lige nu tegner det ikke til, at Sarris tropper skal snige sig forbi både Arsenal og Manchester United og snuppe den fjerdeplads, der er så vigtig. Dermed står og falder italienerens fremtid med en triumf i Europa League, eftersom at Chelsea i mandags også blev ekspederet ud af F.A. Cup'en af Manchester United. 

Chelsea har i den seneste måned derudover tabt med 4-0 til Bournemouth og med 6-0 til Manchester City. Det må siges at være helt igennem uacceptable resultater, og det er således ikke til at komme udenom, at sædet under Maurizio Sarri bliver varmere og varmere. Med en 2-1-sejr i baggagen fra det første opgør må det da heller ikke kikse for Chelsea torsdag aften mod Malmö FF. Hvis svenskerne leverer sensationen, kan der dog ikke være nogen som helst tvivl om, at Sarri øjeblikkeligt får sparket.

Læs optakten til Chelsea - Malmö FF her.

Hvad skal der ske med Arsenal?
Efter Arsene Wengers afgang på Emirates Stadium blæste der i sommer nye vinde i Arsenal, da Unai Emery overtog styrepinden i London-klubben. Efter nederlag til Manchester City og Chelsea i de to første runder af Premier League gik Arsenal ubesejret i ligaen indtil midten af december, men herefter er Emerys tropper faldet en smule i kadence, med nederlag til Southampton, Liverpool, West Ham og Manchester City. Særligt 5-1-ydmygelsen på Anfield var en grim oplevelse for Arsenal-tilhængerne. 

Unai Emery var tydeligvis opsat på at stærke truppen i januar, men spanieren fik ikke megen opbakning fra ejerne. Således blev det blot til en lejeaftale med Denis Suarez. I sidste uge skuffede Arsenal ved at tabe med 1-0 til BATE Borisov i en kamp, hvor Alexandre Lacazette fik rødt kort for at banke en albue i hovedet på en modstander. Resultatet er ikke værre end, at englænderne bør kunne ordne sagerne foran deres egne tilhængere, men imponerende var det ikke. 

Spansk, engelsk eller italiensk vinder?
Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvem der ender med at løfte pokalen på Det Olympiske Stadion i Baku, Aserbajdsjan den 29. maj. Favoritfeltet må siges at bestå af Napoli, Inter, Chelsea, Arsenal og Sevilla. Spanierne spillede sig videre mod Lazio onsdag aften, og de to italienske klubber vandt begge på udebane i den første kamp, mod henholdsvis Rapid Wien og Zürich. 

Det bliver også spændende at følge de danskere, der stadig er med i turneringen. Daniel Wass og Valencia skal hjemme på Mestalla gøre arbejdet færdigt mod Celtic efter en 2-0-sejr i Skotland. Genk, med Marcus Ingvartsen og Joakim Mæhle, står også med gode muligheder for avancement, efter 0-0 ude mod Slavia Prag. Mikkel Duelund og Dynamo Kiev fik 2-2 ude mod Olympiakos, og bør således også klare skærene hjemme i Kiev.