Presset Maurizio Sarri: Vi er bedre end Arsenal
Foto: Getty Images
Europa League

Presset Maurizio Sarri: Vi er bedre end Arsenal

Chelsea-træneren forstår ikke, hvorfor Arsenal har fået så meget ros i denne sæson, mens Chelsea har været udsat for hård kritik.

I engelske aviser spekuleres der i øjeblikket i, om Chelsea-træner Maurizio Sarri blot er et enkelt nederlag fra at miste sit job.

Om ikke andet må det i hvert fald siges, at italieneren er kommet noget under pres efter en måned, der har budt et 4-0-nederlag til Bournemouth, et 6-0-nederlag til Manchester City og et F.A. Cup-exit mod Manchester United. Sarri mener dog, at kritikken er uretfærdig. Selv bekymrer han sig ikke over, hvorvidt han er tæt på en fyring.

- Det interesserer mig ikke, for at være ærlig. Jeg er nødt til at tænke på mit arbejde i det store billede. Ellers ville jeg gøre mit arbejde dårligt. Så jeg fortsætter på min vej. Der er intet, der har ændret sig, sådan som jeg ser det, siger Sarri ifølge Sky Sport Italia.

- Jeg bliver ved med at høre folk rose Arsenals sæson, men de er ikke i nogen cup-finale, og de har færre point end os i Premier League. Og de har nået 1/8-finalen i Europa League, ligesom vi har. Jeg forstår ikke, hvorfor folk lader som om, at vores sæson er så negativ, og Arsenals er så imponerende.

Afviser Roma-rygter
Sarri erkender dog, at ikke alt er gået fremragende i hans første sæson.

- Det er klart, at det er gået op og ned. Nogle gange er det gået meget langt ned. Men når man tager i betragtning, at det er min første sæson i en ny liga og i nye omgivelser, så synes jeg, at det er acceptabelt. Jeg overtog et hold, der sluttede på femtepladsen med 70 point.

Chelsea-træneren blev på pressemødet spurgt til rygterne om et møde med Roma-direktør Franco Baldini.

- Der er rygter om en middag med Baldini, men det seneste, jeg hørte, var at han er i Sydafrika. Jeg tager ikke til Sydafrika for en middag. Så vi kan vist roligt sige, at det er noget sludder.