Video : Tipsbladet
Generelle

Zidane tordner: Mit blod koger

Real Madrid spillede kun 1-1 med Valladolid hjemme på Bernabeu efter en sen scoring for gæsterne, og det behager bestemt ikke Real-træner Zinedine Zidane.

Real Madrid kom fint fra land i sæsonen med en flot sejr på udebane, men allerede i runde to blev der sat point til hjemme på Estadio Santiago Bernabeu. Real Madrid kom ellers foran efter en svær kamp i det 83. minut, men en udligning fra Sergi Guardiola sikrede Valladolid en overraskende remis.

Noget der efter kampen fik Real Madrid-træner Zinedine Zidane op i det røde felt:

- Vi kan ikke være glade for resultatet. Vi kommer foran efter 83 minutter, og så lukker vi dem alligevel ind i kampen. Det får mit blod til at koge, siger en vred Zidane ifølge AS og fortsætter:

- Det er lidt af det hele, der går galt ved deres mål. Vi står ikke godt nok. Vi kan godt tabe bolden, men vi må aldrig tabe vores positioner. Det handler ikke om psykiske ting det her. Kampens hede var der for begge hold, og det var lidt af det hele. Vi spillede skidt i anden halvleg, men når du kommer foran, skal du lukke tingene ned. Målet kommer i en situation, hvor vi skal sparke bolden helvedes langt væk, tordner Zidane.

Real Madrid møder i næste runde Villareal på udebane.