Video : Tipsbladet
Generelle

Efter afpresning: Premier League-spiller flygtede ud af vindue i underbukser

Da to mænd braste ind ad døren med et kamera, valgte en presset Premier League-spiller at kravle ned af brandstigen og spurte hen ad gaden, kun iført underbukser.

Som prominent fodboldspiller er ens omdømme vigtigt, og derfor er det for stjernerne vigtigt at undgå kompromitterende situationer.

Ifølge den engelske avis The Telegraph var en unavngiven Premier League-spiller sidste år så opsat på at undgå at blive fotograferet i en kontroversiel situation, at han valgte at springe ud af vinduet, blot iført underbukser.

Kravlede ned af brandstige
Spilleren, hvis navn af juridiske årsager ikke må nævnes, havde mødt den 28-årige Natalie Wood, og opholdt sig efterfølgende på et hotel med kvinden, da to mænd braste ind ad døren med et kamera. 

Der var således tale om et afpresningsforsøg fra kvinden og de to mænd, som ønskede at få kompromitterende billeder af Premier League-spilleren.

Den unavngivne spiller kravlede ned af brandstigen, og spurtede herefter hen til en nærliggende restaurant, hvor han opholdt sig, indtil politiet ankom.

Ved retssagen i Bristol slog anklageren fast, at der er 'tale om en kendt professionel fodboldspiller'.

- Sidste år blev der lagt en plan om at afpresse ham og hænge ham ud i medierne, hvis han ikke betalte, lød det fra anklageren i retten.

Skrev til kæresten
Fodboldspilleren sad på sengen med kvinden, hvor han havde taget sit tøj og sit Rolex-ur af. Ifølge anklageren måtte hans klient altså flygte ud af vinduet, kun iført underbukser.

- Han sendte sin kæreste en besked om at låse alle døre, da han var blevet bestjålet, lød det fra anklageren.

Fodboldspilleren erkendte i retten, at han havde været 'intim' med den 28-årige Natalie Wood, til trods for, at han havde en kæreste.

Retssagen er stadig igangværende.