Video : Tipsbladet
Premier League

Comebacket for manden, der døde i fem minutter

Tipsbladet har talt med The Times-journalisten Matt Dickinson om Christian Eriksens forventede retur til Premier League. Der er tale om en historie, der handler om meget mere end bare fodbold, lyder det fra Dickinson.

Christian Eriksens skifte til Brentford ser ud til at være lige på trapperne, og to år efter skiftet fra Tottenham til Inter har den 29-årige dansker dermed igen kurs mod Premier League. 

En på mange måder fantastisk nyhed, og også på de britiske øer glæder man sig over at have Christian Eriksen tilbage. Tipsbladet har således talt med Matt Dickinson, der er en fremtrædende journalist på den engelske avis The Times, og ifølge Dickinson er Eriksens retur på flere måder en stor nyhed. 

- Hans retur vil, i mine øjne, først og fremmest være historien om comebacket for manden, der døde i fem minutter. Jeg tror, at følelserne, der er involveret i det, vil sikre, at det vil komme til at handle om mere end bare fodbold. Helt sikkert den første gang, han løber ud på en bane. Det vil være sekundært, om han stadig er den samme spiller eller ej, lyder det således fra Matt Dickinson. 

Christian Eriksen har været væk fra Premier League i to år, men de engelske fans har på ingen måde glemt danskerens bedrifter, lyder det fra Dickinson.

- Han har et godt omdømme her. Han var i Spurs i en tid, der var rigtig god for Tottenham. Inter-skiftet medførte selvfølgelig nogle komplikationer, men folk her vil stadig elske at se det gamle talent vende tilbage, siger Dickinson. 

Pilen peger kraftigt mod Brentford for Christian Eriksen, og London-klubbens fans har al mulig grund til at strække armene i vejret, lyder det fra Matt Dickinson.

- Det vil være et stort kup for Brentford, hvis Christian Eriksens fitness altså er god nok til, at han kan spille. Selvfølgelig siger hans læger, at det er muligt, men det kan ikke være uden nogen som helst form for risiko. Med de danske forbindelser, lidt stabilitet i klubben og en base i London virker Brentford som et godt sted for ham at forsøge at genstarte karrieren, siger Dickinson således. 

Tipsbladet har også talt med BBC Sports ledende fodboldskribent, Philip McNulty, der har analyseret danskerens forventede skifte til Brentford. Læs interviewet med McNulty her.