Video : Tipsbladet
La Liga

Avis: Benzema slæber aktivist i retten

Ifølge den franske avis Le Parisien har Karim Benzema nu lagt sag an mod den højreorienterede franske aktivist Damien Rieu.

Karim Benzema tabte i efteråret en meget omtalt retssag, hvor Real Madrid-stjernen blev kendt skyldig i involvering i afpresning, og nu forlyder det, at Benzema igen skal en tur i retten. 

Denne gang er det dog Benzema, der har lagt sag an. Således skriver den franske avis Le Parisien, at Karim Benzema har lagt sag an mod aktivisten Damien Rieu, der har et tilhørsforhold til det højreorienterede franske parti Reconquête. 

Karim Benzema har anklaget Damien Rieu for ærekrænkelse, skriver Le Parisien. Det er angiveligt to tweets fra Rieu, der har fået Real Madrid-stjernen til at lægge sag an mod aktivisten. 

I det første tweet har Rieu delt et billede af Karim Benzema sammen med imamen Nourdine Mamoune. Ifølge Le Parisien skulle Mamounes moske være blevet ransaget af politiet kort forinden, i kølvandet på drabet på skolelæreren Samuel Paty - uden at dette skulle have ført til en sag imod Mamoune. I sit tweet skrev Rieu, at det var interessant at se Benzema sammen med Mamoune.  

I det andet tweet, fra november 2020, bragte Damien Rieu så et billede af Karim Benzema, der peger sin pegefinger opad, et symbol på angriberens islamiske tro. I samme tweet bragte Rieu billeder af terrorister, der gjorde gjorde brug af samme håndtegn. 'Jeg tror, at Benzema ønsker at sende os en besked', skrev Rieu i tweetet.

Ifølge Le Parisien har Karim Benzemas advokat tidligere udtalt, at Damien Rieus tweets har til hensigt at opildne til had, fordi aktivisten forsøger at fremstille Karim Benzema som en terrorist.