Video : Tipsbladet
VM

Bizart: Ecuador på vej ud af VM?

Fusk med alder og nationalitet får nu Chile til at indgive en appel til FIFA om at smide Ecuador ud af VM-slutrunden.

Chile har bedt FIFA om at smide Ecuador ud af VM for selv at modtage en billet til slutrunden i Qatar.

Det skriver det hollandske medie Voetbalzone.

Chile hævder, at Ecuador har gjort brug af en ulovlig spiller i deres vej til VM-billetten.

Spilleren, der er tale om, er Byron Castillo. Det chilenske fodboldforbund påstår, at Castillo er født i Colombia, og at han er tre ældre end det registrerede.

Højre backen er angivet til at være 23 år, men alderen skulle eftersigende hedde 26 år.

- Alvorlige regelbrud i registreringen af spillere er uacceptable - specielt når det drejer sig om VM. Fair play må sejre både på og udenfor banen, skriver det chilenske fodboldforbund i en officiel udtalelse.

Ecuador sluttede på fjerdepladsen i den sydamerikanske VM-kvalifikation. Det betyder, at landet sikrede sig en direkte billet til VM-slutrunden.

Byron Castillo har været med i otte VM-kvalifikationskampe, og her har Ecuador høstet 14 point. Hvis landet får fratrukket point i alle disse kampe, så rykker Chile op på den adgangsgivende fjerdeplads.

VM i Qatar strækker sig fra den 21. november til den 18. december.