Video : Tipsbladet
Generelle

Tabte 37-1: Nu flyver beskyldningerne

Amatørkamp i Holland vækker stor opsigt.

Et noget bizart resultat så dagens lys søndagens opgør mellem FSV Houtwijk og HMSH i Hollands femtebedste række. Houtwijk vandt kampen med svimlende 37-1, og resultatet har medført en del omtale i de hollandske medier.

Ifølge Omroep West var HMSH allerede bagud 0-17 ved pausen, og det blev ikke bedre i anden halvleg, hvor holdet tilmed også fik målmanden skadet og en markspiller udvist.

Kampen var afgørende for topstriden i rækken, hvor FSV Houtwijk i kraft af kæmpesejren overtog førstepladsen fra MSV 71 takket være en bedre målscore. Hooutwijk er med to runder tilbage fem mål bedre end konkurrenten

- Vi er utilfredse, og tvivlen nager hos os. Vores formand vil forsøge at gøre noget ved det, men vi ved også, at der nok ikke er så meget, vi kan stille op, siger klubbens træner Martin van Zweden til De Telegraaf.

Han fastslår, at han havde forventet, at FSV Houtwijk ville vinde opgøret stort, da HMSH runden forinden havde tabt 0-17. Han kalder det dog "bizart", at det lykkedes Houtwijk at score cirka hvert andet minut i kampen.

Undertonerne af matchfixing bliver dog skudt fuldstændig til jorden af HMSH. Formand Bültent Yüngül forklarer, at klubben for nogle uger siden valgte at afskibe hele førsteholdet på grund af nogle interne problemer. Derfor er det primært U18-spillere, der sendes i kamp.

Det er dog værd at bemærke, at Houtwijks cheftræner Richard Douw tidligere har stået i spidsen for HMSH og derfor kender klubben. Det har man naturligvis også luret i MSV 71, men HMSH afviser, at man ydede en vennetjeneste til klubbens tidligere træner i form af et nederlag på 1-37.

- Nej, absolut ikke. Ved du hvorfor? Da han forlod os til fordel for SV Loosduinen, tog han syv af vores spillere med sig. Han er faktisk slet ikke velkommen her i klubben. Vi rykkede ned på grund af ham, siger Bültent Yüngül.

Richard Douw afviser også alle beskyldniinger om aftalt spil. Han kalder den opmærksomhed, 37-1-resultatet har fået, for "en storm i et glas vand".