Video : Tipsbladet
Champions League

UEFA bestiller uafhængig rapport efter finalekaos

Uefa har bestilt en rapport, der skal undersøge omstændighederne bag uroen før Champions League-finalen.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) vil have klarlagt, hvad der skete i forbindelse med lørdagens Champions League-finale i Paris, hvor der særligt inden kampen opstod kaos især uden for stadion.

I en pressemeddelelse mandag aften oplyser Uefa, at man har bestilt en uafhængig rapport om begivenhederne i forbindelse med finalen.

Den omfattende gennemgang skal undersøge beslutningsprocesser, ansvar og adfærd hos alle involverede parter i finalen, lyder det fra Uefa.

Rapporten vil blive udarbejdet uafhængigt, og Dr. Tiago Brandão Rodrigues fra Portugal vil lede arbejdet med rapporten.

Der vil blive indsamlet beviser fra alle relevante parter, og resultaterne af den uafhængige rapport vil blive offentliggjort, når den er afsluttet. Derefter vil Uefa evaluere, hvad der skal gøres.

68 personer blev anholdt lørdag aften, efter at der opstod kaos uden for Stade de France, og politiet brugte blandt andet tåregas mod fansene i forsøget på at sprede menneskemængderne.

Kaosset foran stadion førte til, at opgøret mellem Real Madrid og Liverpool først kom i gang 36 minutter senere end planlagt.

Ifølge den franske sportsminister, Amelie Oudea-Castera, var det særligt Liverpool-fans uden gyldige billetter, der var ansvarlige for de problemer, der opstod før finalen, som Real Madrid vandt 1-0.

Efter et krisemøde i sportsministeriet udtaler indenrigsminister Gérald Darmanin, at massiv billetsvindel var hovedårsagen til de kaotiske scener.

- Det er bekræftet, at der var massiv og organiseret bedrageri med falske billetter. Dette var årsagen til kampens forsinkelse, siger Gérald Darmanin ifølge AFP.

/ritzau/