Video : Tipsbladet
Skandinavien

Dansk profil åben for salg: Det bliver nok ikke DK

Den danske midtbanespiller har i flere år været et kæmpe hit i Malmö FF, men han ønsker også at prøve noget nyt, når muligheden byder sig.

Anders Christiansen har i snart seks år banket sig ind i hjerterne på fans af Malmö FF.

Han er anfører, har sikret klubben fire mesterskaber og en pokaltitel, som har gjort ham til en stor stjerne på den anden side af Øresund. Men store stjerner vil også gerne have det maksimale ud af deres karriere.

Således var den 32-årige midtbanespiller for år tilbage tæt på at skifte til Al Nasr i Saudi-Arabien, som kunne have sikret ham 18 millioner kroner om året. Drømmen om at prøve noget nyt eksisterer stadig hos Anders Christiansen.

- Det er det stadig en af mine motivationer at nå så langt som muligt og prøve så meget som muligt, så hvis der opstår noget, så er jeg klar til det. Det er ikke sådan, at jeg vil væk for enhver pris, men hvis der kommer noget rigtigt, så kunne det være sjovt at prøve, siger han til Tipsbladet.

Foruden korte ophold i Chievo Verona og KAA Gent, så er karrieren foregået i Skandinavien, men et nyt eventyr skal være væk fra trygge rammer.

- Jeg vil aldrig udelukke noget og jeg vil ikke lukke nogen døre, men som udgangspunkt så skal det være uden for Skandinaviens grænser.

- Jeg har lagt en plan med min agent, så når der sker noget, så sker der noget. Det er svært at planlægge i fodbold, for der er så mange andre faktorer, der har en indflydelse på, om man kommer afsted, siger Anders Christiansen.

Midtbanespilleren er fortsat på kontrakt med Malmö FF frem til 2024, og han lægger heller ikke skjul på, at han trives i den svenske storklub. I første omgang glæder han sig til, at han er tilbage på grønsværen.

- Jeg fik en fibersprægning i baglåret for en måned siden og har døjet med den lige siden. Jeg har arbejdet intenst de sidste to-tre uger og nu er vi i den situation, hvor jeg nærmer mig, men man vil heller ikke tage nogen risiko eller springe for mange led over i forhold til at være klar igen.

Anders Christiansen forventer ikke at være kampklar til mandagens møde med Trelleborgs FF i Allsvenskan. Malmö FF indtager femtepladsen i ligaen. Tidligere på sæsonen vandt de pokalturneringen.

Har du styr på de danske hold og Europa? Hvis ikke, så tjek overblikket her