Video : Tipsbladet
Skandinavien

Dansk stortalent spillede 4. divisionsbold i Norge

Dansk stortalent måtte senest spille 4. divisionsfodbold i Norge. Han er ærgerlig over at være bænket i Eliteserie-klubben HamKam, som har dansk cheftræner.

Victor Lind er en af de spillere, de tror meget på i FC Midfjylland, men lige nu er troen større i FCM, end den er i HamKam.

Danskeren er udlejet for resten af 2022 til den norske Eliteserie-klub, men efter at have spillet tre kampe fra start i klubben, var han senest på bænken. Placeret der af tidligere Superliga-træner Jakob Michelsen.

Angriberen har endnu til gode at score, men det lykkedes så i mandags, hvor han fik de minutter, han ikke fik mod FK Jerv i weekenden. Her spillede Victor Lind 4. divisionsfodobold for HamKams reservehold mod Kolbu/KK og lavede et hattrick.

Et hattrick, han selv trækker på skulderne over:

- Jeg følte ikke, at jeg fik noget ud af at score de tre mål. Det er godt for selvtilliden, men det er ikke en oplevelse, jeg fik noget ud af.

- Jeg vil spille på højeste niveau. Det er det, der betyder noget, siger Victor Lind til mediet H-a.no.

Danskeren har haft det lidt svært, da holdet spiller på en anden måde, end han er vant til. HamKam er akkurat over nedrykningsstregen og er inde i en fase nu, hvor alt handler om overlevelse i den bedste norske række.

Om de manglende scoringer for førsteholdet siger han selv:

- En del af det handler om uheld. Jeg ville gerne have scoret, men for mig er det vigtigste, at jeg får udviklet mig ved at spille så meget som muligt. Så tror jeg, at målene også kommer, lyder det.

Jakob Michelsen og HamKam vandt opgøret mod FK Jerv med 2-1. Næste opgave er en udekamp mod Molde.