Video : Tipsbladet
Generelle

Boykot af VM? Ja, på én betingelse

- Ideen om et VM i Qatar burde have været kvalt i fødslen, men nu er det er en realitet, så dækker Tipsbladet det på stedet. Selvom det er en slutrunde meget få glæder sig til, skriver Tipsbladets ansvarshavende chefredaktør, Allan Olsen

VELKOMMEN TIL skammens VM. En slutrunde dyppet i migrantarbejdernes blod tilsat arrogant korruption fra FIFA.

VM 2022 i Qatar er en begivenhed, der burde have været kvalt ved undfangelsen, eller som efterfølgende burde have været aflyst. 
Mulighederne har været adskillige i takt med, at stadig mere gruopvækkende rapporter om migrantarbejdernes forhold i ørkenlandet er tikket ind, og det via stærkt journalistisk arbejde stod mere og mere klart, hvor gennemkorrupt valget af Qatar som VM-vært har været.

SPECIELT TIPSBLADET og Ekstra Bladet har gennem en årrække fortalt om korruptionen i FIFA, men også hvor afskyvækkende styret i Qatar behandler homoseksuelle, migrantarbejdere, minoriteter - og hvor lidt de bekymrer sig om menneskerettigheder. Eller de tusindvis, der er døde for at bygge Qatars fatamorgana af et VM. 
Derfor er det en slutrunde meget få glæder sig til - og endnu færre vil deltage i. Rimeligt nok.

PERSONLIGT HAR jeg det på samme måde. Siden 2010 har jeg dækket alle VM-slutrunder. Altid med forventningens glæde, selvom Rusland i 2018 gav en forsmag på et styre, der ville hvidvaske sig i fodboldens fineste turnering.
Denne gang var der bare ikke en eneste fiber i kroppen, der fortalte mig, at det var afsted til Qatar. 

BURDE TIPSBLADET så ikke boykotte VM, kunne det rimelige spørgsmål være? Tjoh, hvis alle medier i Danmark kunne blive enige om netop det, så skulle vi nok stå først på protestskrivelsen til FIFA.
Det kommer ikke til at ske, så vi sender også folk til Qatar, hvor de vil forholde sig til det sportslige, men også selve begivenheden. Og ja, vi holder også et vågent øje med, hvordan værterne vil tackle de mange tusinde fodbold-turister med appetit på livet og måske en fadøl eller tre, der kommer til VM.

For uanset hvordan man vender og drejer det, så er forventningen selvfølgelig, at et seriøst fodboldmedie som Tipsbladet er til stede ved verdens største fodboldbegivenhed, men jeg kan næste godt garantere, at den rene jubel, som vi så i sommeren 2021, ikke bliver gentaget i same omfang.
Her er bagtæppet for VM simpelthen for alvorligt, for tungt og for håbløst. 

DERFOR ER DER heller ikke noget helle for DBU-ledere, Kasper Hjulmand eller spillerne. De må stadig forholde sig til det sted, hvor de den næste måned skal udøve deres profession, der også kaster et sted mellem 900.000 og fem millioner kroner af sig per snude. Penge de i øvrigt burde donere mindst halvdelen af til de migrantarbejdere, der har været udsat for de mange urmeligheder. 

Lige nu er der ikke meget VM-feber, men naturligvis vil VM-interessen stige i takt med, at Danmarks første kamp ved slutrunden nærmer sig, og selvfølgelig er det ok at se kampene. 

Som den tidligere FCM-profil og den tidligere finske landsholdsanfører Tim Sparv også har udtrykt det i en klumme, så se kampene, glæd dig over dit hold, men husk hele tiden på, hvad det er for en slutrunde, vi har gang i.
Det bliver ikke - og bør ikke være - nogen folkefest. 

SPORTSLIGT? NÅ, ja for filan. Altså Danmark sender en virkelig stærk - og skadesfri - trup afsted. Så stærk, at alt andet end en placering som nr. et eller to i puljen vil være en fiasko. Det er indiskutabelt. 
Spørgsmål er der masser af. Hvem skal eksempelvis klaske Danmarks mål ind, når nu vi har en trup, hvor angriberne ikke ligefrem vader i scoringer. 
Det og mange andre af slagsen må vi vente med at få svar på, men personligt glæder jeg mig mest til at se, hvordan Christian Eriksen tager denne slutrunde til sig.

VI KENDER allesammen den tragiske historie fra EM i 2021, hvor forventningerne til Eriksen var enorme, men sagen er også at Christian Eriksen stadig ikke har haft en definerende slutrunde. Et VM eller EM, hvor han har taget Danmark til nye højder og bevist på den største scene, hvor dygtig en fodboldspiller han er.

Kan det blive denne gang? Håbet er lysegrønt, mens det til gengæld er kulsort, når det kommer til FIFA’s valg af VM-værter i fremtiden.