Video : Tipsbladet
VM

Medie: Trues med fængsling og tortur inden VM-kamp

Ifølge CNN er de iranske spilleres familier blevet truet med fængsling og tortur, hvis spillerne ikke opfører sig ordentligt i forbindelse med aftenens VM-kamp mod USA.

Der er utroligt meget på spil for det iranske landshold under VM. 

Carlos Queiroz' tropper kan i aften spille i sig i ottendedelsfinalen, men derudover er der også langt, langt mere alvorlige ting på spil for de iranske landsholdsspillere. 

I hvert fald skriver CNN nu, at familier til de iranske spillere er blevet truet med 'fængsling og tortur', hvis spillerne ikke 'opfører sig godt' forud for aftenens kamp mod USA. 

Ifølge CNN blev de iranske spillere indkaldt til et møde med medlemmer af Den Islamiske Revolutionsgarde efter Irans første kamp under VM, hvor spillerne undlod at synge nationalsangen. 

Til den anden gruppekamp mod Wales valgte Irans spillere så at synge nationalsangen. 

Ifølge CNN's kilde følger flere medlemmer af Den Islamiske Revolutionsgarde det iranske landshold tæt under VM i Qatar. Det iranske styre skulle i første omgang have lovet landsholdets spillere 'gaver og biler' forud for England-kampen, men efter spillernes manglende nationalsang har man i stedet ændret strategien til nu at true spillerne og deres familier. 

VM-slutrunden i Qatar afvikles på et tidspunkt, hvor Iran befinder sig i en meget kompleks situation med voldsomme folkelige protester mod præstestyret, der har siddet på magten i mere end 40 år.