Video : Tipsbladet
Superliga

- Det er ubegribeligt, hvor ringe de har været

Superliga-klub er i store, store problemer, og ifølge Peter Sørensen venter der et stort arbejde for den administrerende direktør.

De har ingen sportschef, der er dialog om et salg, og truppen har slet, slet ikke præsteret i dette efterår.

Hvis der er kommet flere og større panderynker hos administrerende direktør i AaB Thomas Bælum er det ikke svært at forstå, for den så stolte nordjyske klub er i overhængende fare for at rykke ud af landets bedste række - noget der ikke er sket for AaB, siden den bedste række i starten af 90'erne blev til Superligaen.

Klubben har syv point op til nedrykningsstregen, og det er svært at se, hvor optimsmen skal komme fra.

Nordjyderne har godt nok styrket defensiven med Rasmus Thelander, men der skal nok flere tilføjelser til i januar, og samtidig skal man have gang i flere spillere, der slet, slet ikke har leveret.

Peter Sørensen, ekspert på Viaplay, er bekymret.

- (Thomas) Bælum har et problem med at finde ham, der skal være ansvarlig for truppen. For det må vi gå ud fra, at den til enhver tid siddende sportschef ønskeligt er, det bliver han jo ikke, hvis Bælum selv går ud og tager det her transfervindue (i januar, red.). Så der er nok at se til, fortælelr Peter Sørensen til Viaplay om situationen i Nordjylland, hvor man er uden sportschef med en måned til transfervinduets åbning.

Størst er udfordringen dog med nordjydernes på papiret ellers så fremragende midtbane.

- De mangler i øvrigt at få forløst det kæmpe store potentiale i alle deres midtbanespillere. Prip, Sousa, Fossum, Ferreira, Lucas Andersen. Det er ubegribeligt, hvor ringe de har været hele efteråret, påpeger den tidligere Superliga-træner.

Se hele vurderingen fra Peter Sørensen i videoen øverst til denne artikel.

AaB indleder foråret med et opgør hjemme mod AGF.