Video : Tipsbladet
VM

Messi smadrer alle rekorder på Instagram

Lionel Messis opslag på Instagram er nu det mest likede nogensinde.

Lionel Messi lod sig søndag aften hylde som verdensmester med Argentina, og det er der rigtig mange, der synes godt om. Som i rigtig, rigtig, rigtig mange.

I hvert fald på Instagram.

Messi har delt et billede af sig selv med VM-trofæet på Instagram med teksten “verdensmestre”, og det blev mandag aften det billede med flest “synes godt om”-reaktioner, en atlet nogensinde havde delt. Dermed overgik han et billede Cristiano Ronaldo delte i november af en Louis Vuitton-reklame med ham selv og Messi.

Men det stopper ikke her. Tirsdag er Messis verdensmester-opslag også blevet det mest likede opslag nogensinde på Instagram med 56,3 millioner likes i skrivende stund. Det skriver flere internationale medier, heriblandt FOX.

Det tidligere mest likede billede på Instagram var et billede af et æg, som brugeren “world_record_egg” i 2019 havde lagt med det ene formål at få flest likes nogensinde. Det lykkedes så også med 56 millioner likes, men nu har Messis altså fået flere.

At Messi og Ronaldo er populære, vidner de mest likede opslag i Instagrams historie desuden om. Messi og Ronaldo står for seks ud af de syv mest likede opslag.