Video : Tipsbladet
Premier League

Medie: Kriseklub vil købe Thomas Frank nu

Krisen kradser i Everton, der inden længe ventes at skulle på trænerjagt, da Frank Lampard af flere engelske medier meldes færdig. Trænerjagten i Everton starter angiveligt i Brentford.

Everton er meget langt fra fordums styrke, hvor de lige nu ligger under nedrykningsstregen i Premier League med overhængende fare for at rykke ud af ligaen.

Frank Lampard, der i knap et år har stået i spidsen for Everton, har ikke vundet en kamp siden oktober, og nu peger alle pile i retning af en fyring. Flere engelske medier venter blot på en officiel udmelding fra klubben.

Selvom Everton endnu ikke officielt har gjort det forbi med 44-årige Frank Lampard, så forlyder det, at man på ledelsesgangene allerede har fundet listen med mulige afløsere frem.

Flere engelske medier citerer transferjournalisten Alan Nixon for at bringe Thomas Frank frem som en af de varmeste kandidater. Everton vil angiveligt købe Brentford-cheftræneren nu.

Thomas Frank forlængede for nyligt sin kontrakt med Brentford, hvor han angiveligt fik forhøjet sin frikøbsklausul. Derfor kan det blive en dyr omgang for Everton, hvis de skal indløse den.

Den tidligere Brøndby-cheftræner har stået i spidsen for Brentford siden 2018, og i den periode har han leveret mirakler med Londonklubben. Ikke mindst oprykningen til Premier League og overlevelsen i sidste sæson står som to store milepæle.

I denne sæson fortsætter danskerklubben med at imponere, da man lige nu indtager ottendepladsen i Premier League. 49-årige Thomas Frank har en kontrakt med Brentford frem til 2027.

Danskeren er tidligere blevet sat i forbindelse med ledige sæder i Premier League. Da Brighton og Wolverhampton ledte efter nye cheftrænere tidligere på sæsonen, så blev Thomas Frank også nævnt.