Premier League kan måske snart blive en dansker rigere.
Onsdag skriver det italienske medie Calciomercato, at den 21-årige danske Genoa-midtbanespiller Morten Frendrup har tiltrukket sig interesse fra flere Premier League-klubber.
Genoa ønsker dog efter sigende ikke at slippe den tidligere Brøndby-spiller - og slet ikke hvis Serie B-klubben rykker op i Serie A til sommer.
Selvom Frendrup ikke er sikker starter i klubben, betragtes han som en vigtig brik på holdet.
I en af landets førende sportsaviser, Gazetta dello Sport, fik danskeren for nylig stor ros for sine gode præstationer.
Midtbanespilleren skiftede til det italienske fra Brøndby i januar sidste år. I samme sæson rykkede Genoa ned i Serie B.
I skrivende stund indtager klubben en andenplads med 59 point - der er seks point ned til Bari på tredjepladsen.